Minimal sommerferie: Fynske folketingsmedlemmer forbereder sig til valg

Rundt omkring hos de fynske folketingspolitikere er planlægningen til folketingsvalget allerede gået i gang.

Om mindre end et år skal der være afholdt folketingsvalg, og står det til Radikale Venstre, skal det ske allerede, inden Folketinget samles 4. oktober - ellers rejser partiet et mistillidsvotum mod statsministeren, og så kan Mette Frederiksen (S) blive nødt til at udskrive valg.

Derfor er flere af de fynske folketingsmedlemmer mere eller mindre i gang med forberedelserne.

- Jeg er sådan set klar, hun kan bare trykke på knappen, siger Erling Bonnesen, der er folketingsmedlem for Venstre.

På den modsatte fløj var det også nemt at svare på, om de er gået i gang.

- Det kan jeg da lige garantere dig for, at vi er, siger Karsten Hønge, SF.

Valgplakater, rekruttering af frivillige og partiforeningsmøder. Der er fuld gang i at få det hele på plads, inden den reelle valgkamp starter. 

- Der er trykt valgplakater, og så er jeg begyndt at tænke over, hvornår valget vil komme, hvordan forløbet bliver, og hvad temaerne bliver, siger Erling Bonnesen (V).

Tror på valg til efteråret

Der er mange spekulationer om, hvornår statsminister Mette Frederiksen udskriver valg, men flere af de fynske politikere regner med, at det afholdes i efteråret. Og det har øget tempoet for flere af dem.

- Jeg tror, det kommer til at blive i efteråret, og at finanslovsudspillet for regeringen kommer til at blive et valgoplæg, siger Victoria Valesquez, der er folketingsmedlem for Enhedslisten.  

- Valget kommer her til efteråret, og så skal vi bare være klar til at rykke ud af starthullerne, når hun skyder startpistolen af, siger Karsten Hønge (SF).

I modsætning til Karsten Hønges klare udmelding, tør socialdemokratiske Bjørn Brandenborg ikke spå om, hvornår valget kommer. Alligevel har han længe været i gang med det indledende arbejde til en valgkamp.

- Man kan godt mærke, at det begynder at nærme sig, og jeg har egentlig været i gang i et godt stykke tid, siger Bjørn Brandenborg (S).

- Lige nu er vi i gang med at planlægge, hvor vi skal være henne, og hvad vi skal lave i de 21 dage, når valget bliver udskrevet, siger han. 

Sommerferie eller ej

Om sommerferien er truet af planlægningsmøder tolker politikerne lidt forskelligt. 

I SF har de fremskudt forberedelserne og er gået godt i gang, inden sommerferien begynder, selvom planen var at vente til august. 

- Det bliver maks 14 dages rigtig ferie i år, siger Karsten Hønge (SF).

For Enhedslistens Victoria Valesquez bliver sommerferien en vigtig pause, inden det rigtigt går løs. Selv hvis der ikke kommer valg, bliver der ifølge Victoria Valesquez rigeligt at lave efter sommeren.  

- Uanset om der kommer valgkamp, eller om jeg igen skal være med til at forhandle finanslov efter sommerferien, kommer der til at være brug for at få samlet kræfterne, så det tænker jeg at holde fast i, siger hun.

Hos Radikale Venstre er der også stort fokus på valg. De vil nemlig trække støtten til statsministeren, hvis ikke hun udskriver valg senest i oktober.