Minister: Brande i pc'ere skal registreres

Beredskabsstyelsen vil nu stramme op og lave en mere nuanceret opgørelse af brandårsager. Det sker efter, at det er kommet frem, at pc'ere har været årsag til en lang række brande i hjem. Men det kan man ikke se af statistikken.

TV 2/FYN kunne midt i september fortælle, at pc-brande i øjeblikket hører ind under brandårsagsstatistikken "antændt med elektronik" - der inkluderer al elektronisk udstyr og ikke kun computere. Modsat i Sverige hvor der er detaljerede opgørelser over brandårsagerne, og hvor de derfor har kunnet iværksætte skærpede regler over for eksempel leverandører af pc'ere.

Det har fået den fynske socialdemokrat og MF'er, Poul Andersen, til at stille forsvarsminister Gitte Lilleund Bech (V) et spørgsmål omkring registreringen. Og i sit svar skriver ministeren blandt andet, at Beredskabsstyrelsen nu "vil foranledige, at der snarest vil blive tilføjet en kategori pc" til opgørelsen.

Ikke en måned uden en pc-brand

Der har blandt andet været en voldsom brand på Nordfyn - antændt af en pc'er - hvor en ung pige blev livsfarligt forbrændt.

- Der går jo nærmest ikke en måned, hvor jeg ikke har en brand forårsaget af en bærbar computer.  Den voldsomme brand på Nordfyn var så tæt på at koste et ungt menneske livet, som det næsten kan komme, så jeg mener tiden er moden til at slå alarm, inden det for alvor går galt, siger brandundersøger Søren Mortensen til TV 2/Fyn, efter det nu kommer frem, at han og hans kolleger i Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) oftere og oftere opklarer brande, hvor bærbare computere er årsagen.

Oversigt

    Oversigt