Minister i samråd om dødsulykken på Storebælt: Undersøgelse af vinden er for længe undervejs

Selvom Banedanmark allerede i 2019 blev anbefalet at undersøge vindforholdene på Storebæltsbroen, blev en sådan først sat i gang i år.

Tirsdag var transportminister Benny Engelbrecht (S) indkaldt i samråd om vindforholdene på Storebæltsbroen. 

Efter ulykken, der i 2019 kostede otte mennesker livet, anbefalede Havarikommissionen , at Banedanmark satte gang i en undersøgelse af vinden over bæltet. 

quote Jeg synes, det er et rystende niveau af ansvarsfralæggelse, som DB Cargo lægger for dagen

Benny Engelbrecht (S), transportminister

Anbefalingen blev syltet og først sat i gang mere end et år senere - og efter at en bilist havde opdaget en løsrevet trailer på et godstog. 

- Jeg er enig i, at der er gået for længe med at få afsluttet vindanalysen, lød det fra ministeren under dagens samråd. 

Det ændrer dog ikke på udsigten til, at vindanalysen først forventes at være færdig til juni i år.

Transportminister Benny Engelbrecht fortæller, at han har bedt Banedanmark prioritere analysen. Men han ønsker ikke fremskynde den, da det i givet fald ville få betydning for analysens kvalitet.

Nyt påbud i høring

TV 2 Fyn har efter hændelsen i januar i år afdækket, hvordan der siden dødsulykken er registreret ni hændelser med fejl på lommevogne på samme type godsvogn. Alle tilknyttet DB Cargo.

Efter hændelsen i januar indførte Trafikstyrelsen et påbud om ekstra fastspænding af gods, som reelt besværliggjorde godskørsel så meget, at der ifølge Benny Engelbrecht ikke har kørt gods i trailere på lommevogne siden.

Det er ikke hensigtsmæssigt, siger han. For når ikke godset kan fragtes over Storebælt på skinner, erstattes togene med lastbiler.

Derfor har Trafikstyrelsen nu sendt et nyt påbud i høring.

quote Der er ingen tvivl om, at det til enhver tid er jernbanevirksomheden, der har ansvaret for, at deres gods er fastgjort forsvarligt

Benny Engelbrecht (S), transportminister

Det indeholder ikke et krav om fastspænding, men i stedet et krav om, at trailerens bruttovægt skal være på minimum 14 ton. Er den det, kan den ikke hoppe op af skamlen (låsen, red.), som det var tilfældet ved hændelsen i januar i år.

Derudover indeholder påbuddet et krav om, at godsoperatørerne får et certifikat fra en tredjepart på, at deres låse kan holde til 8,5 ton trækkraft vertikalt. 

Togulykke Storebælt januar 2019
Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

"Rystende ansvarsfralæggelse"

Transportministeren benyttede også dagens samråd til at gentage sin kritik af "bekymrende og foruroligende" citater fra DB Cargo bragt i Ingeniøren 19. marts.

Udtalelsen, som transportministeren hæfter sig ved, stammer fra DB Cargos talsmand, Jan Wildau, som ifølge ministeren skulle have udtalt: 

- Vi vidste, at her var en lås, der kun holdt nogle få 100 kilo. Men vi vidste også, at den var godkendt til kørsel i Europa, og at en hjørnesten i den logik, som hele Europas baneinfrastruktur bygger på, er, at man skal køre sikkert på strækninger med al lovlig materiel. Vi havde en oplevelse af, at vi var transparante i forhold til Trafikstyrelsen, og så havde man styr på vindene på den anden side af skrivebordet. 

Tager man ovenstående citat for pålydende, siger Benny Engelbrecht, så må man forstå, at DB Cargo hele tiden har været klar over, at deres låsemekanismer ikke kunne holde. 

- Udtalelserne fik mig til at tvivle på, om DB Cargo tager banesikkerheden seriøst nok, siger Benny Engelbrecht og tilføjer:  

- Jeg synes, det er et rystende niveau af ansvarsfralæggelse, som DB Cargo lægger for dagen i denne sag. Der er ingen tvivl om, at det til enhver tid er jernbanevirksomheden, der har ansvaret for, at deres gods er fastgjort forsvarligt, siger transportministeren. 

Efter artiklen i Ingeniøren har ledelsen i DB Cargo været indkaldt til møde med Trafikstyrelsen, oplyser ministeren. Her skulle de ifølge ham have beklaget udtalelserne. 


Oversigt

    Oversigt