Minister: Sommerpres får os ikke til at droppe grænsekontrol

Trods timelange køer er grænsekontrollen nødvendig ifølge minister, der har fået kritik af eget bagland.

Tusindvis af ferierende bilister har i sommer siddet i kø i timevis på grund af grænsekontrollen mellem Danmark og Tyskland.

Regeringen står dog fast på at beholde kontrollen, som grænsependlere i årevis har kritiseret for at være mere symbolsk end praktisk. Men regeringen mener, at den er nødvendig.

- Jeg har fuld forståelse for, at grænsekontrollen skaber frustrationer for nogle, ikke mindst for mennesker der arbejder i grænselandet, siger justitsminister Mattias Tesfaye (S) i et folketingssvar.

Regeringens sønderjyske bagland har efter presset på trafikken i sommerferien skærpet deres kritik og langet ud efter deres eget parti på grund af kontrollen, der har fungeret siden 2016.

Kontrollen består af stikprøvekontrol, hvor mange borgere har oplevet at blive vinket igennem, når de nåede grænsen.

Ministeren mener, at politiet har de fornødne ressourcer til at opretholde kontrollen, hvoraf nogle overgangssteder ved grænsen er bemandende, mens andre ikke er.

- I sommerperioden, hvor mange borgere er på vej hjem fra ferie, og mange turister er på vej mod Danmark, kan det dog ikke undgås, at der i perioder vil opstå køer.

- Grænsekontrollen skal selvsagt foregå på den mest hensigtsmæssige og smidige måde, så kontrollen ikke skaber unødig gene for den enkelte borger. Jeg har i den forbindelse tillid til, at politiet har fokus på at sikre dette, siger Tesfaye.

Grænsekontrollen løber frem til november 2022. Men der er ikke meget, der tyder på, at kontrollen ikke bliver forlænget med et halvt år endnu engang.

Ministeren mener, den fortsat er nødvendig på grund af terrortruslen.

- Det handler om, at både militante islamister og organiserede kriminelle er i stand til at udnytte den frie bevægelighed inden for Schengen-området.

- Disse udgør fortsat en betydelig trussel mod vores offentlige orden og interne sikkerhed, siger Tesfaye.

Kontrollen blev i maj forlænget med seks måneder. Regeringen henviste til Center for Terroranalyse, der vurderede, at terrortruslen mod Danmark fortsat er "alvorlig".

Regeringens støttepartier i form af SF, Enhedslisten og De Radikale mener, at man bør fjerne grænsekontrollen.

Ferierende borgere har oplevet at køre frit igennem Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland for så at sidde i kø på vej ind til Danmark.

Oversigt

    Oversigt