Ministerbilen købt hos udlåner af feriebil

Fyns Politi ser på Bendt Bendtsens lån af bil fra SMC til to ferieture. Hans ministerbil var købt ved samme forhandler, og det skurrer i ørerne, mener ekspert.

Bilforhandleren SMC Biler, som forhenværende vicestatsminister Bendt Bendtsen lånte bil af til private ferieture sydpå, var også levarandør af Bendtsens ministerbil.

Fyns Politi har nu besluttet også at se på billånene i sagen, hvor Hørsholms borgmester, Uffe Thorndahl, har anmeldt Bendt Bendtsen for skattesvig og bestikkelse. Det oplyser chefanklageren ved Fyns Politi, Jan Stick, til Ritzau.

- Vi ser på, om vi overhovedet skal behandle sagen, fordi Bendt Bendtsen var minister i de år, og der er noget, som hedder ministeransvarlighedsloven.

Sagt meget juridisk: Hører det under de almindelige domstole, eller er det en politisk afgørelse, om der skal ske en undersøgelse af Bendt Bendtsens embedsførelse som minister efter Thorndahls beskyldninger, siger han.

Bendt Bendtsen har forklaret Ritzau, at han to gange har lånt en VW multivan af SMC Biler til private ferieture sydpå i henholdsvis 2003 og 2006.

Medindehaver af bilfirmaet Jan Christiansen, som Bendt Bendtsen kender via Det Konservative Folkeparti, har over for Ritzau oplyst, at der ikke blev leveret eller forventet modydelser.

B.T. skriver dog onsdag, at netop SMC Biler blev leverandør af Bendtsens ministerbil.

Ifølge avisen skiftede ministeriet fra BMW til en VW Phaeton.

Ifølge avisen var det Bendtsen personligt, som valgte VW'en blandt de muligheder, som Finansministeriet stillede til rådighed. Den del af sagen ser ifølge lektor i forvaltningsret ikke godt ud.

- Det her er en klar overtrædelse af reglerne om gaver, der gælder for ministre og ansatte i det offentlige.

Fogh har jo tidligere fortalt til Lene Espersen, at hun ikke engang må låne tøj til en reception.

Når man samtidig kan se, at ministeren har bestilt ministerbilen fra samme firma, der låner ham biler til sin ferie, så ser det endda ganske alvorligt ud, siger Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet til B.T.

Økonomi- og Erhvervsministeriet oplyser, at ministrene i 2004 kunne vælge mellem VW'en - indkøbt hos SMC biler - og en BMW.

Ifølge ministeriet kørte cirka halvdelen af regeringens ministre i 2006 i VW. Bendt Bendtsen mødtes tirsdag med skattevæsenet om sagerne.

Han havde bedt om mødet efter B.T.'s omtale af 33 jagt- og golfture, som Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, har bedt Økonomi- og Erhvervsministeriet redegøre for.

Bendtsen har også over for Skat redegjort for billånene. Bendt Bendtsen frygter, at sagerne kommer til at overskygge hans valgkamp op til europaparlamentsvalget den 7. juni i år.

Blandt andet derfor er han af egen drift gået til Skat, hvor han nu håber på hurtig sagsbehandling.

Tirsdag erkendte Bendt Bendtsen yderligere, at han brød våbenloven, da han i 2007 sendte sin ministerchauffør til hjemmet i Allesø uden for Odense for at hente rent tøj og arbejdspapirer og bad ham tage sit jagtgevær med. Chaufføren har ikke jagttegn.

- Jeg har i dag (tirsdag, red.) rettet henvendelse til Odense Politi og sagt, at jeg tager det fulde ansvar for, at min chauffør har afhentet min våbenkuffert hjemme. Det skulle han ikke have gjort, og det er mit ansvar, siger Bendt Bendtsen. Både han og chaufføren står til en bøde ifølge advokat Jeppe Søndergaard fra Advokatrådets strafferetsudvalg.

- Sagen er et problem for dem begge med mindre chaufføren har jagttegn. Hvis han ikke har jagttegn, så kan de begge blive dømt.

Det vil typisk være en bøde i størrelsesordenen 500 til 1000 kroner, siger Jeppe Søndergaard.

Sagen fik onsdag den krølle på, at Bendt Bendtsen kone, Kirsten Bendtsen, også blev meldt til politiet for brud på våbenloven. Hun havde nemlig adgang til det aflåste våbenskab, og det var hende, der udleverede geværet til chaufføren.

Oversigt

    Oversigt