Ministeren talte om sund skolemad

For mange skolebørn dyrker for lidt motion og spiser for meget wienerbrød og for mange pommes frites. Og så skylles det hele ned med rigelige mængder cola. Det giver fede og usunde børn, og derfor præsenterede fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) mandag et nyt idekatalog til sundere mad på landets skoler.

-

For mange skolebørn dyrker for lidt motion, spiser for meget wienerbrød og for mange pommes frites.
Og så skylles det hele ned med rigelige mængder cola.

Det giver fede og usunde børn, og derfor præsenterede fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) mandag et nyt idekatalog til sundere mad på landets skoler.

Det foregik på Hunderupskolen i Odense, hvor ministeren kom med bud på, hvad skolerne kan gøre for at ændre elevernes madvaner.

Opgør med folkesygdom
\"Fedme er Danmarks folkesygdom, og derfor skal der gøres noget\", siger Mariann Fischer Boel, der har betragtet skolemaden som en af sine mærkesager siden hun sidste efterår lancerede kampagnen \"Alt om kost - smag for livet\".

Kræftens Bekæmpelse og Fødevaredirektoratet har udgivet kataloget \"Mad og Måltidspolitik i skoler\", og her kan lærerne blandt andet læse om, hvordan arbejdet med sund mad kan tilrettelægges.

Fødevareregionerne vil også tilbyde regionale rejsehold, som kommer ud på skolerne og fortæller om sund mad.

Vil have sund mad igen
På Hunderupskolen arbejdes der lige nu på at få genindført en sund skolebod, som har eksisteret tidligere med stor succes.

Fødevareministeren lægger ikke op til, at maden nødvendigvis skal laves på skolerne.
Den kan lige så godt komme udefra.

Men der kommer ikke tilskud til maden.
Den skal betales af eleverne og dermed forældrene.

Oversigt

    Oversigt