Ministerium vil afhøre iraker på Fyn i tortursag om påstand om svindel

Irakisk mand har fortalt britisk avis, at klager over britiske soldater var fup. Han er med i sag mod Danmark.

Forsvarsministeriet kræver en ny afhøring af én af de 23 irakere, der har sagsøgt ministeriet for tortur i forbindelse med militæroperationen Green Desert.

Årsagen er, at manden i en britisk avis onsdag er blevet citeret for at sige, at nogle klager over britiske soldater for mishandling var baseret på falske oplysninger.

- Det var et svindelnummer, siger den 38-årige iraker ifølge avisen The Sun.

Manden bor på Fyn og har allerede været afhørt én gang i Østre Landsret, som er i færd med at behandle retssagen. Men artiklen i den britiske avis får nu Forsvarsministeriet til at reagere. 

- Vi har bedt landsretten om at genindkalde ham til en ny afhøring, så vi kan finde ud af, om de samme forhold gør sig gældende i den danske sag, siger advokat Peter Biering fra Kammeradvokaten.

Den 38-årige sad på et kontor i Basra i det sydlige Irak og indsamlede klager over de britiske soldater. Disse blev så formidlet videre til britiske advokater.

- Det var en klagefabrik, og det var lige meget, om klagerne var sande eller falske, siger han til the Sun. Motivet var udsigten til at få udbetalt penge, lyder det.

En mand, der fungerede som hans kontakt til britiske advokater, bad den 38-årige om at overdrive klagerne, hedder det.

I en erklæring afviser advokatfirmaet Leigh Day imidlertid kategorisk, at man var bekendt med, at klager var opdigtede, eller at man på noget tidspunkt opmuntrede til falske klager.

I Østre Landsret kræver den 38-årige ligesom de øvrige 22 sagsøgere 120.001 kroner af Forsvarsministeriet. De blev udsat for tortur og nedværdigende behandling som følge af danske soldaters deltagelse i Operation Green Desert, lyder påstanden.

Selv blev han dog ikke som de fleste af de andre anbragt i et lokalt fængsel, som er berygtet for tortur. I stedet var han frihedsberøvet i cirka seks timer, forklarede han i et retsmøde i landsretten i januar.

Her bekræftede han, at han også har rejst en klagesag mod de britiske myndigheder på grund af netop Green Desert. Denne klage er dog frafaldet.

Dette skyldtes, sagde han, at han blev klar over, at det var danske og ikke britiske soldater, der havde taget ham til fange.

Den 38-årige har fungeret som koordinator for advokat Christian Harlang, der sammen med en anden advokat fører sagen i landsretten, oplyste han.

Ritzau har torsdag bedt advokat Harlang om at kommentere udtalelserne i den britiske avis. I retssagen kræver Forsvarsministeriet at blive frifundet.

Danske soldater dannede blot en ydre ring ved operationen, og man kendte ikke til risikoen for tortur i et fængsel i Basra, hævdes det. Det første retsmøde blev holdt i november, og dommen ventes i det sene forår.

Oversigt

    Oversigt