Mød gud i det fri

Kirker over hele Fyn benytter 2. pinsedag til at holde udendørs gudstjenester.

I Odense er otte citykirker gået sammen om en udendørs gudstjeneste i Eventyrhaven. Præst ved gudstjenesten er sognepræst Agnete Holm Hvidt, Ansgars Kirke. Et rytmisk band og kirkernes kor medvirker ved gudstjenesten og efter gudstjenesten byder kirkerne på et glas champagne og et stykke kransekage i det grønne.

Bag gudstjenesten står Ansgars, Domkirken, Fredens, Hans Tausens, Munkebjerg, Thomas Kingos, Vollsmose, Vor Frue Kirker og Odense Valgmenighedskirke.

Ved Trente Møller i Jordløse-Håstrup kan man indtage picnic, mens man går til gudstjeneste ved bålpladsen. Menighedsrådene har arrangeret kaffe, te og kage til alle fremmødte.

Og på Munkebo Bakke holder præsterne Eva Boel og Mads Davidsen ligeledes gudstjeneste med en række overraskelser.