Mød forfatter live på Facebook: - Kan jeg overhovedet skrive om en tid inden corona?

TV 2/Fyn Event inviterer dig med til live-interview med den fynske forfatter Amalie Langballe, der sidste år vandt Bogforums Debutantpris. Du kan også stille spørgsmål til forfatteren.

Det er den tredje uge med corona-nedlukning i Danmark, og det er tid til at styrke fællesskaberne.

Derfor inviterer TV 2/Fyn Event med Signe Ryge i spidsen tirsdag eftermiddag alle fynboer med til et fællesinterview live på Facebook. 

TV 2/Fyn-journalisten Signe Ryge lægger for og stiller de første spørgsmål til forfatteren Amalie Langballe om at være forfatter og forsøge at bevare kontakten til læserne, selv om alle arrangementer og aftaler er aflyst. Og om hvad alle vi andre hjemmearbejdende kan lære af den unge forfatter om at strukturere et hjemmearbejdsliv.

Men vi inviterer også dig, der ser med, til at blande dig og være med til at stille spørgsmål. Signe Ryge holder øje med kommentarsporet undervejs og stiller de bedste spørgsmål videre til Amalie Langballe.

Lige nu sidder forfatteren, der sidste år høstede store roser for sin debutroman 'Forsvindingsnumre', isoleret, som alle andre, i sin lejlighed på Nørrebro i København efter at have været hjemme i Stenstrup på Sydfyn i de seneste to uger.

Hun skriver på noget nyt, men det kniber med koncentrationen.

- Jeg har svært ved at samle mig om noget som helst. Jeg tjekker bare nyheder hele tiden. Der er dog efterhånden ved at komme en lidt mere normal tilstand, fortæller hun til TV 2/Fyn.

Før og efter corona

Amalie Langballe spekulerer meget over, om det hun skriver på lige nu, vil give mening efter corona. 

- Vil vi overhovedet vende tilbage til de tematikker, som vi skrev om inden corona? Jeg skriver for eksempel lige nu på en karakter, som rejser meget rundt i verden med fly. Vil det give mening på den anden side af corona? Kan jeg overhovedet skrive om en tid inden corona? Det er sådan noget, som jeg går og tænker over, siger Amalie Langballe.

Det og meget mere kan du høre mere om under interviewet tirsdag eftermiddag.

Du kan tilmelde dig facebookeventet her, og sæt dig så klar med en god kop te eller kaffe klokken 16 tirsdag den 31. marts.

Om forfatteren

Oversigt

    Oversigt