Møder i skole trods nedlukning: - Sårbare børn og unge har bedst af en normal hverdag

Elever i specialklasser modtager stadig fysisk undervisning, og selvom det kan bekymre nogle med henblik på smittespredning, så er det overvejende positivt for eleverne, mener flere skolechefer.

For de fleste fynske folkeskoleelever har juleferiens afslutning ikke betydet de helt store ændringer i hverdagen.

quote Nogle forældre er uforstående over, hvorfor netop deres børn skal udsættes for smitterisiko, bare fordi de går i en specialklasse

Annemette Winther, Unge- og Skolechef, Kerteminde Kommune

Frem til 17. januar er alle elever i folkeskolen nemlig sendt hjem for at forhindre smittespredning med coronavirus, og derfor fortsætter skolegangen hjemmefra.

Men for fynske elever i specialskole og i specialklasser er hverdagen tættere på normal end for alle andre. De er nemlig undtaget fra hjemsendelse og møder derfor som de eneste fysisk i skole.

Bekymrer nogle forældre

For nogle forældre kan det vække bekymring, at skulle sende sine børn i skole som normalt, fordi de går i en specialklasse.

- Vi oplever, at nogle forældre er uforstående over, hvorfor netop deres børn skal udsættes for smitterisiko, bare fordi de går i en specialklasse, siger Annemette Haarh Winther, der er Unge- og Skolechef i Kerteminde Kommune. 

 - Vi har modtaget få henvendelser fra forældre, som har efterspurgt en forklaring på, hvorfor deres børn skal møde i skole, og den simple forklaring er jo, at det er en beslutning, regeringen har truffet, siger Lars Kofoed, der er skolechef i Nyborg Kommune.

quote Man kan argumentere for, at lærere i specialskoler bør anses som en form for frontpersonale

Anne-Mette Kæseler Jensen, formand, Odense Lærerforening

- Der har været enkelte, bekymrede henvendelser, men vi håndterer hver henvendelse individuelt og finder en løsning sammen. Alle er jo sådan set bekymrede i disse tider, men vi er gode til at håndtere den bekymring, siger Esben Krægpøth, der er vicedirektør for børn, unge og uddannelse i Assens Kommune.

Selvom flere fynske kommuner på en rundringning, TV 2 Fyn har foretaget, oplyser, at de har modtaget henvendelser fra forældre, så fortæller kommunerne på Fyn samtidig, at der er tale om meget få henvendelser.

Godt for elevernes trivsel

Faktisk mener flere skolechefer i de fynske kommuner, at det er overvejende positivt, at sårbare børn og unge kan møde i skole som normalt og på den måde bevare en del af en normal hverdag.

- De børn og unge, der går i specialskole i Svendborg, har alle brug for særlig hjælp, og derfor er det rigtig positivt, at vi kan blive ved med at tilbyde dem den særlige hjælp. Det er nemlig den gruppe, som har sværest ved at skulle undervises hjemmefra, siger Nanna Lohman, der er skole- og uddannelseschef i Svendborg Kommune.

Antal specialskoler i de fynske kommuner.

- Det bedste ville jo være, hvis alle skolebørn kunne møde op på skolen og få fysisk undervisning, men det kan bare ikke lade sig gøre, som tingene ser ud lige nu. Men det er positivt, at eleverne i specialtilbud i det mindste stadig kan møde op, siger Esbens Krægpøth.

- Der er rigtig mange forældre, der er glade for, at skolen er åben. De er meget bevidste om, at deres børn har brug for en genkendelig hverdag og har derfor ikke stillet spørgsmål ved, at deres børn skal møde op i skolen, siger Nikolaj Juul Jørgensen, der er skolechef i Odense Kommune og tilføjer: 

- Nogle få forældre holder deres børn hjemme. De er bekymrede for smitte. Skolerne er i tæt dialog med disse forældre. 

Flere lærere finder det bekymrende

For lærerne er det fysiske fremmøde i skolen imidlertid ikke kun positivt. 

Faktisk fortæller to formænd for henholdvis Odense Lærerforening og Øhavets Lærerkreds, at de dagligt modtager henvendelser fra bekymrede lærere. 

- Man kan argumentere for, at lærere i specialskoler bør anses som en form for frontpersonale, fordi de skal møde op hver dag og undervise ud fra helt normale krav til undervisning, siger formand for Odense Lærerforening Anne-Mette Kæseler Jensen til TV 2 Fyn og tilføjer:

Specialskoler og folkeskoler på landsplan

- Lige nu er undervisningen af specialklasser ikke karakteriseret som nødundervisning, og derfor skal alle elever have alle deres almindelige fag. Det betyder, at én klasse har mange forskellige lærere og lange skoledage. Hvis man gik over til nødundervisning, ville man kunne ændre i undervisningen alt efter situationen, siger hun.

Det er imidlertid ikke mange skolechefer og skoleledere, der har hørt fra de bekymrede lærere. I Svendborg Kommune oplever man faktisk det modsatte.

- Selvfølgelig er der en generel bekymring i samfundet, men alle vores lærere ved, at det er det bedste for eleverne at kunne møde op i skole og have en så normal hverdag som muligt, siger Nanna Lohman og tilføjer:

- Men skulle der i midlertid være en eller flere lærere, som føler sig utrygge, så er det de lærere, der varetager fjernundervisningen. Der er nemlig nogle elever, som bliver undervist hjemmefra.

Oversigt

    Oversigt