Mørke skyer over Dansk Folkeparti - går tilbage i alle de første fynske valgresultater

Dansk Folkeparti er gået tilbage på landsplan, og det risikerer at ramme endnu hårdere ude i kommunerne.

Dansk Folkeparti står foran nervepirrende valgaften.

Partiet fik en syngende lussing ved folketingsvalget i 2019, hvor de gik fra over 20 procent til under ni procent af stemmerne.

Lige nu står de til omkring fem procent i de landspolitiske målinger, der bliver lavet.

- Men traditionelt klarer DF sig dårligere ved kommunalvalget, end de gør på landsplan, så der bliver nok fjernet nogle DF-mandater nogle steder på Fyn, når stemmerne bliver talt op, siger Jakob Risbro, samfundsredaktør på TV 2 Fyn.

I samtlige af de første fynske valgresultater er partiet gået tilbage. Det er dog meget små tal, så resultaterne skal selvfølgelig tages med et gran salt - men ikke desto mindre er tendensen entydig.

På Avernakø, hvor Danmarks første resultat kom, fik DF for fire år siden fem stemmer - i år fik de en enkelt.

På Lyø gik de fra ti til ni, på Drejø gik de fra to til en, i Horsebæk på Nordfyn fra 106 til 49. I Jordløse er de gået fra 60 til 23, i Klinte fra 55 til 38 og i Løkkemark også på Nordfyn fra 97 til 77.

I hele syv ud af ti fynske kommuner har medlemmer af Dansk Folkeparti i de seneste fire år forladt partiet.

I Odense har de byrådsmedlemmer, som blev valgt ind for DF i 2017, nu droppet partiet til fordel for henholdsvis andre lister og et stop i politik. Derfor er det nu kun førstesuppleanten, Carsten Sørensen, der sidder tilbage.

- Det, der er gået galt for dem her på Fyn, er, at de ikke har kunne enes, siger Jakob Risbro.

Slagtet i Svendborg

I Svendborg fik Dansk Folkeparti ved kommunalvalget i 2017 et godt valg og fik fire mandater. Men de kunne ikke finde melodien sammen, og nu er der kun Dorthe Ullemose tilbage.

- Det er faktisk landsrekord. Det er her, flest DF-medlemmer af byrådet, der har forladt partiet, siger Jakob Risbro.

Kun i Faaborg-Midtfyn, på Ærø og på Langeland er der intakte DF-grupper.

I Odense viser en meningsmåling fra Fyens Stiftstidende, at DF står til slet ikke at få et mandat.

- Så lige nu er der mørke skyer over Dansk Folkeparti i Odense, siger Jakob Risbro.

Kommunalvalget bliver også et pejlepunkt for partiets landsformand, Kristian Thulesen Dahl.

- På Christiansborg bliver kommunalvalget kaldt ”midtvejsvalget”, og vi kommer ikke uden om, at det særligt for Kristian Thulesen Dahl er en styrkeprøve.

- Der har længe været debat om, hvorvidt han er den rigtige til at lede partiet ud af krisen, og selvom han på landsmødet for nylig sagde, at der nu ville blive trukket en streg i sandet, er jeg overbevist om, at aftenens valgresultat vil blive analyseret nøje i DF-lejren, siger TV 2 Fyns Christiansborg-redaktør, Maiken Brusgaard.

Ved kommunalvalget i 2017 fik Dansk Folkeparti i alt 25 mandater på Fyn. De kommende timer vil vise, hvor mange de får i år.

Dansk Folkeparti går tilbage efter de første valgsteder talt op Fotograf: Redigering: