Mor fremstilles i grundlovsforhør efter vold mod barn

Et barn blev søndag kørt til Odense Universitetshospital efter at have lidt overlast i hjemmet i Vollsmose.

En kvinde med bopæl i Odense-bydelen Vollsmose bliver mandag fremstillet i grundlovsforhør, efter at hun søndag blev anholdt og afhørt for at have gjort skade på sin toårige søn.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Lars Fredensborg natten til mandag til Ritzau.

Retmødet ventes holdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen.

Den præcise sigtelse mod kvinden er dog ikke vagtchefen bekendt, men han oplyser, at det er afdelingen for personfarlig kriminalitet, der har håndteret sagen.

Fyns Politi modtog søndag klokken 13.16 en anmeldelse om, at en kvinde i Birkeparken havde gjort skade på sit toårige barn.

Kort efter ankom en politipatrulje til stedet og kunne bekræfte, at der befandt sig et barn, som tilsyneladende havde lidt overlast.

En ambulance blev tilkaldt, og barnet blev straks kørt til Odense Universitetshospital, hvor den toårige blev undersøgt. Hvilken form for overlast barnet har lidt, er ikke oplyst.

Ifølge fyens.dk er drengen søndag aften uden for livsfare. Han er et ud af fem børn, som kvinden har. Hendes motiv til handlingen er ifølge politiet ukendt.

Tidligere oplyste vagtchef Mie Brøchner til mediet, at sagen drejede sig om "ulykkelige" omstændigheder.

Oversigt

    Oversigt