Motorvejs-milepæl nået: Ny motorvejsbro sænkes på plads

En ny motervejsbro ved Spedsbjergvej vest for Odense bliver tirsdag sænket i rette position. Dermed er en milepæl for Vejdirektoratets plan om at udvide Den Fynske Motorvej nået.

Et 685 m2 stort brodæk sænkes tirsdag ned over Den Fynske Motorvej ved Spedsbjergvej vest for Odense.

quote Nedsænkningen er en svær opgave, for der ligger mange tons bag

Martin Henriksen, Fagtilsynsførende på motorvejsbroprojektet

Dermed når arbejdet med udvidelsen af sporene mellem Gribsvad og Odense V en afgørende milepæl, fortæller fagtilsynsføreren på motorvejsbrosprojektet, Martin Henriksen.

- Det her er et kæmpe projekt, og det er en stor dag for mig og for hele projektet. Vi har arbjedet på den her bro siden oktober, og nu bliver den endelig sænket plads, siger han til TV 2/Fyn.

Vejdirektoratet har siden 2018 arbejdet på at udbygge Den Fynske Motorvej fra fire til seks spor mellem Nr. Aaby og Odense V

Støbt i seks meters højde

Det nye brodække blev støbt i en form seks meter over kørebanen 23. april og vejer 1324 tons. Siden den blev støbt, har den hærdet, før den tirsdag var klar til at blive sænket ned på de bærende bropiller.

Nedsænkningen foregår, mens motorvejen er i drift.

- Det er ikke farligt, at der kører biler under, mens nedsænkningen foregår, for planlægningen inden har været meget grundig, siger Martin Henriksen.

Tirsdag kunne den nye brodække ved Spedsbjergvej på Den Fynske Motorvej vest for Odense endelig sænkes på plads. Projektet har været i gang siden oktober sidste år.
Tirsdag kunne den nye brodække ved Spedsbjergvej på Den Fynske Motorvej vest for Odense endelig sænkes på plads. Projektet har været i gang siden oktober sidste år.
Foto: Jeanette Fournier

Brodækket skulle oprindeligt være sat på plads mandag, men på grund af tekniske årsager blev det udskudt til dagen efter.

- Nedsænkningen er en svær opgave, for der ligger mange tons bag, og sikkerheden skal derfor være helt i top. Der er også brugt meget tid på planlægningen omkring det, siger Martin Henriksen.

Den gamle bro var for lille

Den gamle bro blev revet ned tilbage i oktober, da den var bygget til en firesporet vej og ikke kunne tilpasses de planlagte seks spor. 

De seneste syv måneder har det derfor ikke været muligt at krydse motorvejen på strækningen. Martin Henriksen forventer, at broen vil være klar i juli måned.

- Fra oktober og frem til nu har vi været gennem mange milepæle, som jeg vil huske tibage på, når broen en dag står færdig, siger han.

Hele udbygningen af Den Fynske Motorvej forventes at være i mål inden udgangen af 2022. Det er anslået, at trafikanter, der kører i myldretiden, sparer 28 timer om året mellem Nr. Aaby og Odense V. Det svarer til otte minutter om dagen.

Oversigt

    Oversigt