Motorvejudvidelsens første dag: - Det bliver dejligt at komme hurtigere over Fyn

Udvidelsen af Fynske Motorvej er gået i gang. Mandag morgen var så dag ét ud af mange med hastighedsbegrænsninger og vejarbejde for de fynske bilister.

En gummiged og 16 arbejdsmænd. Indsnævringer og hastighedsbegrænsninger. Mandag morgen var der lige lidt flere trafikale udfordringer end normalt for bilister på den vestfynske motorvej omkring Odense V.

quote - Det bliver dejligt at kunne komme hurtigere over Fyn

Johanne Rohde, Sjælland

For udvidelsen fra fire til seks spor er gået i gang, og de kommende par år bliver det hverdag for de fynske bilister med vejarbejde, lavere hastigheder og smallere vejbaner.

Det er jo fint på Fyn

Men der var ikke mange sure mandagsminer hos de bilister, der var holdt ind på rastepladsen ved Blommenslyst. 

Rastepladsen ved Blommenslyst. Ingen bilister, som TV 2/Fyn talte med, havde oplevet kø eller problemer ved udvidelsens første dag.
Rastepladsen ved Blommenslyst. Ingen bilister, som TV 2/Fyn talte med, havde oplevet kø eller problemer ved udvidelsens første dag.
Foto: Morten Grundholm

- Det er gået stille og roligt. Der har ikke været nogen problemer, fortæller Steen Madsen fra Hesselager.

Samme opfattelse havde Charlotte Veilgaard fra Hørsholm, der var på vej til Jylland til et møde.

- Morgentrafikken har været superfin. Der har ikke været nogen kø eller problemer. 

Casper Kampfeldt fra Hillerød havde oplevet køkaos, men det var på Sjælland. 

- Da hang jeg en time ned mod Køge, men herovre på Fyn er det jo fint.

Hvad sker der?

Hurtigere over øen

På dele af strækningen mellem Odense V og Gribsvad er hastigheden sat ned til 80 kilometer i timen. Efter planen skal arbejdet være færdigt inden udgangen af 2020, og derefter skal motorvejsstrækningen mellem Gribsvad og Nørre Aaby udvides. I alt er der cirka 25 kilometer motorvej, der skal udvides.

Du er ikke bekymret over, at der skal være alt det vejarbejde på sigt?

- Det ville jeg måske være, hvis jeg skulle køre den vej dagligt, men det skal jeg ikke. Jeg har tidligere kørt til Jylland, mens der var motorvejsbyggeri på vestsiden af Fyn (mellem Nørre Aaby og Middelfart red.), og det var et problem, fortæller Steen Madsen fra Hesselager.  

For de sjællandske pendlere tager man også de kommende års vejarbejde med ro. Her er slutmålet vigtigere.

- Det bliver dejligt at kunne komme hurtigere over Fyn, smiler Johanne Rohde fra Sjælland.

1. etape af udvidelsen foregår mellem Odense V og Gribsvad.
1. etape af udvidelsen foregår mellem Odense V og Gribsvad.
Foto: Grafik Vejdirektoratet

- Kør hjemmefra ti minutter tidligere

Robin Højen Madsen fra Vejdirektoratet er projektleder på første etape af udvidelsen. Han anbefaler, at man kommer hjemmefra lidt tidligere end normalt, så længe arbejdet står på. 

- 5-10 minutter før afsted om morgenen for at være sikker på at kunne nå frem til tiden, siger han. 

Første del af arbejdet består i at forstærke den midterste del af motorvejen, så man kan lede trafikken så tæt som muligt på det autoværnen i midten. Selvom trafikken mandag morgen forløb uden de store problemer, kan der alligevel opstå udfordringer undervejs, fortæller projektlederen. 

- Når vi laver sporene smallere, og vi ikke får noget nødspor, så er vi lidt udfordrede, hvis der er nogen, der punkterer på anlægsstrækningen. Så har vi lige pludselig kun et sport farbart, siger Robin Højen Madsen. 

I 2010 kørte der i gennemsnit 59.723 biler på motorvejen i løbet af et døgn. I 2018 var det tal steget til 79.234. Det er en stigning på næsten 33 procent.

Analyser fra Vejdirektoratet viser, at pendlere, der kører frem og tilbage på dagens mest spidsbelastede punkter kommer til at spare 28 timer på årsbasis. Det er otte minutter om dagen, hvis man kører frem og tilbage 200 dage.

Så er udbygningen af motorvejen fra fire til seks spor mellem Odense V og Nørre Aaby gået i gang.

Oversigt

    Oversigt