Mundbind i supermarkedet er ’helt fint’: - Jeg synes bare, vi skal passe på hinanden

Torsdag morgen trådte en række nye restriktioner i kraft. Blandt andet skal man nu bære mundbind i supermarkeder.

Fra torsdag skal danskerne vænne sig til at bære mundbind eller visir, når de bevæger sig indendørs på alle offentlige områder. Det er en del af de restriktioner, som regeringen i sidste uge meldte ud om.

Blandt andet skal man nu bære mundbind, når man handler i supermarkeder. Og det er helt fint, siger flere fynboer, som TV 2 Fyn talte med torsdag formiddag.

- Jeg synes, det er ret godt. Det skal vi have. I stedet for at blive smittet, siger Allan Nielsen.

Han var tidligt torsdag morgen kunde i Rema 1000 på Skibhusvej i Odense. Det samme var Mette Ertmann. Heller ikke hun ser de skærpede mundbindskrav som et problem.

- Det er helt fint. Jeg synes bare, vi skal passe på hinanden, så det er helt ok. Det er jo bare sådan, det er, så det tager jeg ikke så tungt. Vi tager det, som det kommer, og gør, som de siger, fastslår Mette Ertmann.

Hun er ikke så nervøs for, at folk nu glemmer at holde afstand, fordi alle har mundbind på i butikkerne.

- Men er det ikke bare at bruge hovedet og tænke sig godt om, spørger hun retorisk.

- Kan det hjælpe, er det i orden

I Super Brugsen i Kerteminde var der lidt mere blandede reaktioner over for de nye restriktioner om mundbind. De kunder, vi talte med, var dog enige om, at mundbindet skal på.

- Det er helt i orden. Vi skal jo passe på hinanden. Selv om jeg synes, det hele er mærkeligt, siger Birgit Nielsen, der bor i Kerteminde.

Hun mener ikke, at mundbindet gør nogen negativ forskel for hende, den alvorlige situation taget i betragtning.

- Herregud, det betyder jo ikke så meget lige at tage det på, når vi går ind. Det er helt ok. Jeg gør bare, som der bliver sagt, siger Birgit Nielsen.

Men sådan er det ikke alle, der har det. Jacob Jacobsen er ikke fan.

- Jeg bryder mig ikke om det. Jeg synes, det er helt ubehageligt. Men det er nok, fordi jeg ikke har prøvet det før, siger han.

Han erkender dog, at der ikke er nogen vej udenom i den givne situation.

- Man kan nok ikke gøre det ret meget anderledes. Det er nok en lille sikkerhed, men jeg tror ikke helt på det alligevel. Spørgsmålet er, om det er det, der hjælper. Jeg tvivler, siger Jacob Jacobsen, der trods sin skepsis alligevel har mundbindet på.

- Kan det hjælpe, så er det også i orden. Så det håber vi da.

Oversigt

    Oversigt