Musikere trodser krisen: - Vi har fundet en ny forretning

Anne Farup og Lasse Helvig spiller musik – og helst for flere end ti. I krisen har de imidlertid fundet en ny vej til gode oplevelser og mulighed for at kunne leve af musik.

Anne Farup og Lasse Helvig har pakket bilen med bærbar højtaler, mikrofoner og guitaren. De skal fra Ringe, hvor de bor, til Bolbro og spille for beboerne i bydelen. Der er lagt en rute og en nødplan for torsdagens rullende koncert. Hvis det regner, bliver det en tur med stop under lokale butikkers halvtage i stedet for den planlagte tur til gader og grønne områder.

Heldigvis er vejret med dem.

Det er ellers ikke meget, der har foldet sig ud til deres fordel under coronaudbruddet. Det ene job efter det andet er blevet aflyst. De kan som alle andre ikke spille for et publikum på mere end ti – med afstand.

Anne Farup og Lasse Helvig tog imidlertid tidligt en beslutning om, at det ikke skulle bremse dem og deres nystartede forretning.

Før corona

Parret havde et stykke tid haft en drøm om at kunne leve af musikken.

- Jeg havde været på supplerende dagpenge i fem måneder for at begynde min virksomhed. Det var bøvlet, fordi jeg skulle søge job samtidig, så jeg stoppede på dagpenge inden corona, da vi også var ved at have samlet os en fin indtægt, fortæller hun.

Så kom regeringens lockdown og på få dage forsvandt en spirende forretning med morgensang på virksomheder, fællessang i kulturhuse på Fyn og lokale kulturvandringer tilsat musik. Alt var aflyst.

- Jeg havde fra begyndelsen en kraftig intuition om, at det vil vare i hver fald til august. Og måske vil der gå endnu længere tid, inden også store forsamlinger bliver tilladt, siger Anne Farup.

Et benspænd

Derfor gik hun med det samme i gang med at udtænke løsninger for sin lille forretning.

- Vi har sunget morgensang på Facebook fra dag ét. Helt gratis. Vi har været oppe på, at 229 sang med, da vi var flest, fortæller hun.

Siden formede andre idéer sig. Og nu er der faktisk en lille, ny spirende forretning i gang på flere områder. Der er de rullende koncerter, de er hyret til, som den i Bolbro. En anden ny spirende idé er syngende telegrammer, som parret leverer på bestilling.

- Det er en måde at sende en unik, onlinehilsen til en, man har kær. Planen er, at ordrene nu skal rulle ind, og vi skal indspille masser af personlige hilsner på bestilling, lyder det optimistisk fra Anne Farup.

De første er sendt afsted til modtagere.

Dem, der handler overlever

Netop den opfindsomme indgang til krisen kan være med til at genopfinde branchen i en tid, hvor alle faste rammer falder. En vigtig proces, lyder det fra Ronnie Hansen, direktør for sport, kultur og underholdning i kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.

- Det mest interessante er at se, hvilke aktører der tilpasser sig situationen og udvikler nye ting, og hvilke aktører der sætter sig ned og venter, siger han.

En del af de nye tiltag, der spirer i kulturlivet, ikke bare hos parret i Ringe, men også andre steder med drivein koncerter og nye filmfællesskaber, kan nemlig vise en ny vej og leve videre i det fynske kulturliv, når verden normaliserer sig.

Vi fortsætter

For Anne Farup og Lasse Helvig har krisen også skabt nye forretningsmuligheder, de forestiller sig at fortsætte med lang tid endnu.

- På en måde har corona været godt for mig. Alt er blevet kastet op i luften, og vi har gået med det, der var muligt. Jeg kan godt lide den kreative proces, siger Anne Farup.

Når det er sagt, så må noget af hverdagen og de gamle kunder også godt vende tilbage til parrets butik.

- Jeg glæder mig også til at få nogle af dem tilbage, vi havde. Det var der noget stabilt ved – selv om det også er fedt at være gademusikant, slår Anne Farup fast.

I Bolbro synger hun og Lasse Helvig videre for beboerne, der kvitterer med klapsalver og fra vinduer, altaner og indkørsler.

Fokus på kultur

TV 2 Fyn sætter i den kommende uge fokus på de dilemmaer og udfordringer, kultur- og foreningslivet står med nu, hvor de ikke længere kan slå dørene op til koncerter, forestillinger, udstillinger og meget mere.

Er du medlem af en forening, udøver af kultur eller at finde på tilskuerrækkerne, når kulturen folder sig ud, og  har du en konkret undren, så skriv til os. Vi undersøger, hvad der ligger bag - og forsøger at finde et svar.
 

Oversigt

    Oversigt