Når mor og far blander sig: Forbudte følelser når børnene tager over

Erhvervsmanden Steen Haustrup og innovationschef Andreas Munk Jensen bag ny bog om de svære følelser, når livsværket går i arv.

Skal far have kontor på virksomheden, når han overdraget direktørposten til sønnen eller datteren?

Og hvor meget skal han blande sig i den daglige drift.

Det er blot et par af de dilemmaer, der er taget ud af virkelighedens verden i en ny bog om generationsskifter.

Bogen "De bløde problemstillinger i generationsskifter" er skrevet af erhvervsmanden Steen Haustrup, Plus Pack, sammen med innovationschef Andreas Munk Jensen.

De har interviewet 84 ejere, direktører og bestyrelsesmedlemmer om de følelser, der bliver sluppet løs, når arven skal gives videre.

Og Steen Haustrup er om nogen manden, der har haft generationsudfordringerne under huden.

Da Haustrups far Poul Haustrup skulle generationsskifte Haustrups Fabrikker med sin far N. J. Haustrup, kunne man ikke blive enige, og i stedet for blev virksomheden solgt til svenske PLM.

I 2015 generationsskiftede han selv med børnene Anders og Camilla, der er henholdsvis administrerende direktør og direktør for markeing og forretningsudvikling.

Steen Haustrup

Børnene var enige om, at de ville overtage virksomheden sammen, men Steen Haustrup er fortsat næstformand i bestyrelsen og har de fleste stemmer.

Han har som de fleste andre hovedaktionærer, der er omtalt i bogen, også kontor på virksomheden.

- Men det er meget lille og tæt på udgangen, spøger Haustrup med.

Plus Pack A/S

Også Bo Stærmose, der overtog Juliana Drivhuse fra sin far, har generationsskiftet med sin søn Nikolaj, der oprindelige er uddannet historiker, men efterfølgende har suppleret sin uddannelse med en MBA og som direktør for et datterselskab i koncernen, der solgte drivhusartikler.

- Han fik en "sandkasse", så han kunne prøve sine færdigheder af uden, at vi sad lårene af hinanden, siger Bo Stærmose.

Bo Stærmose (Th)  og Nikolaj Stærmose

Også Bo Stærmose har kontor på virksomheden. Han er også fortsat formand for bestyrelsen, men er der som regel kun, når der er bestyrelsesmøder eller han har ærinder, der ikke vedrører virksomheden, siger han.

Han mener ikke, at han blander sig unødigt. Han bestræber sig i hvert fald på ikke at gøre det.

Juliana Drivhuse A/S

Forfatterne anbefaler, at alle alle virksomheder, der generationsskifter, kommer i gang ti år, før der skal skiftes og får lavet en skriftlig plan i god tid.

Den kan blandt andet indeholde en plan for uddannelse af den nye generation, der skal tage over, få praktisk erfaring i eller uden for virksomheden og en plan for, hvem, der driver generationsskiftet.

Det anbefales, at bestyrelsen spiller en aktiv rolle, og at parterne spiller åbent ud både i forhold til medarbejdere, leverandører og finansierings-partnere.

Det skaber respekt og tryghed, at man både internt og eksternt ved, hvordan planerne for generationsskiftet ser ud.

- Vi håber, at virksomheder, der beskæftiger sig med generationsskifte kan bruge noget af den erfaring, vi har samlet sammen, så de kan se, hvordan andre tænker og gør i forhold til, hvordan de selv agerer, siger Andreas Munk Jensen.

Andreas Munk Jensen

 

Oversigt

    Oversigt