Naturama inviterer i vinterferien børnefamilierne til at sige Go' nat på museet! Ikke alene kan børnene sige godnat til dyrene og fuglene. De får også en godnathistorie fortalt af en kendt fynbo.
Musikeren Mathilde, operasangeren Jesper Buhl, skuespilleren Klaus T. Søndergaard og lederen af Svendborg FritidsTeater, journalist Marianne Kjær fortæller godnathistorier i vinterferien.
Naturama holder åbent fire aftener i uge 8 (mandag-torsdag). Inden godnathistorien kan både børn og voksne få svar på, hvad dyr og fugle laver om natten. Museets naturguider tager børnene med rundt på museet for at sige godnat til dyrene. Og hilse på dem der først vågner, når det bliver mørkt!
Program for godnathistorierne
18. februar kl 20.00: Klaus T. Søndergaard, skuespiller ved Odense Teater.
19. februar kl 20.00: Mathilde, musiker.
20. februar kl 20.00: Marianne Kjær, journalist.
21. februar kl 20.00: Jesper Buhl, operasanger, leder af Den fynske Opera.
Naturama havde i efterårsferien stor succes med Nat på museet, der især henvendte sig til større børn. 1000 børn og voksne deltog i arrangementet.
Go' nat på museet retter sig i højere grad mod mindre børn (4-9 år). Men store børn - og barnlige sjæle - er naturligvis særdeles velkomne.
Vigtigt: Alle børn opfordres til at tage pyjamasen på og sovedyret under armen. Så er man klar til godnathistorien!
naturama.dk.