Natteliv gruer for anbefalinger: - Det er klart det værste, der kan ske

I Epidemikommissionens seneste anbefalinger er der lagt op til endnu en nedlukning af nattelivet. Det gør flere ejere af diskoteker og barer nervøse for aftenens pressemøde.

- Det lyder ikke så godt.

Sådan lyder det fra ejer af The Tipsy Toad Pub, Steven Carpenter, da han af TV 2 Fyn onsdag formiddag bliver præsenteret for Epidemikommissionens anbefalinger.

TV 2 erfarer, at Epidemikommissionen anbefaler nedlukning af nattelivet fra på fredag samt lukning af serveringsteder mellem midnat og klokken 05.00.

Mads Stryhn, ejer af Crazy Daisy i Svendborg, klapper bestemt heller ikke i hænderne over den seneste udmelding.

- Det er jo klart, at jeg synes, at det er supertræls, siger han.

quote Det er forfærdeligt. Det er virksomheder, der ligger ned i forvejen

Sten Slot, formand, Horesta Region Syddanmark

Tjekker allerede coronapas

På den britiske pub i Odense gør de meget ud af at tjekke coronapas, fortæller ejer Steven Carpenter. Samtidig bliver bartenderne testet. Derfor ærgrer det ham endnu mere, at endnu en nedlukning kan være nødvendig, da seneste nedlukning var hård for pubben.

- Vi kæmpede rigtig meget og overlevede. Vi kan sagtens overleve (endnu en nedlukning, red.), men vi skal bruge mange penge på det. Vi skal bruge det hele på at overleve igen, siger han.

TV 2 erfarer

I Svendborg ligger den nyåbnede bar Hemingways. For ejer Mark Hansen vil dette potentielt blive den første nedlukning.

- Vi har haft en drømmestart hernede, så det er klart det værste, der kunne ske.

Drømmestarten har været trods den nuværende restriktion om fremvisning af coronapas.

- Vi har været supersmukt besøgt alle åbningsdage. Derfor svier det lidt ekstra, siger Mark Hansen.

Læs alle Epidemikommisionens anbefalinger ved at klikke her.

50 ansatte har knoklet

150 meter fra Hemingways ligger Crazy Daisy. Her er det ikke økonomien, der gør ejer Mads Stryhn mest ked af det.

- Jeg har 50 ansatte, der løber stærkt for, at vi overholder de ting, regeringen kommer ud med, og det lykkes weekend efter weekend.

Hvis nattelivet skal lukke ned igen, bliver de ansattes weekender pludseligt meget tomme.

Bekymret formand om færre julefrokoster

Sten Slot, der er formand for Horesta Region Syddanmark, gruer også for udsigten til indførelse af Epidemikommissionens seneste anbefalinger.

- Det er forfærdeligt. Det er virksomheder, der ligger ned i forvejen, siger han.

Udover anbefalingerne om nedlukning af nattelivet, opfordres man, ifølge TV 2's oplysninger, også til at aflyse sociale arrangementer som for eksempel julefrokoster. 

Særligt den udmelding bekymrer formanden.

- Vi har været så hårdt spændt for. Jeg ved, der er mange, der hænger i neglene.

Statsministeriet har indkaldt til pressemøde onsdag klokken 18.30.

Oversigt

    Oversigt