Natteravnene til kamp mod corona: Deler spritservietter ud i det fynske natteliv

Når alkoholen ryger ind, glemmer mange at holde afstand og spritte hænder. Derfor skal Natteravnene nu til at dele spritservietter ud i nattelivet.

Det er svært at huske at spritte hænder og holde afstand, når musikken spiller, og alkoholen går i blodet.

Men det er en skidt udvikling, for det øger risikoen for coronasmitte, når hygiejneanbefalingerne ikke følges.

Derfor er Rigspolitiet og Natteravnene gået sammen om et nyt pilotprojekt, der skal hjælpe nattens konger og dronninger med at holde fast i de gode coronavaner med regelmæssig håndvask eller afspritning og god afstand til andre.

Pilotprojektet betyder helt konkret, at der er blevet designet en spritserviet, som i sommerferien vil blive delt ud i Roskilde, Skagen, Odense og på Langeland.

 - Myndighedernes anbefalinger skal gå hånd i hånd med sommer, sol og festligt fællesskab. Derfor er vi glade for, at Natteravnene har sagt ja til at hjælpe med at minde danskerne om at holde fast i den gode adfærd, vi har set alle efterleve så fornemt hidtil. Særligt også nu, hvor natteliv og alkohol i højere grad bliver en del af ligningen, fortæller kommunikationsdirektør i Rigspolitiet, Anders Frandsen.

Godt kendskab til de unge 

Claus Staunstrup Nilsson, der er chef for Natteravnene i Danmark, forklarer at Natteravnene er en oplagt samarbejdsparter for politiet, fordi organisationen har et godt kendskab til især de unges vaner i nattelivet.

- Vi kan noget forskelligt i dialogen med de unge, og vi supplerer på den måde hinanden i nattelivet. I disse tider er tryghed lig med hygiejne, og her er spritservietten en god, lille ’reminder’ om, at vi stadig skal være opmærksomme på vores adfærd, forklarer han.

Spritservietten bærer teksten ’Rent sammenhold’ og henviser til anbefalingerne om god håndhygiejne. Pilotprojektet kører fra uge 29 til 32 – eller så længe, der er spritservietter nok.

Ifølge den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut er 13.438 personer i Danmark testet positiv for covid-19 per 24. juli. Det er en stigning på 46 registrerede smittetilfælde i forhold til torsdagens opgørelse.

Oversigt

    Oversigt