Naturklagenævnet skal afgøre fredning af Kongens Have

Det bliver Naturklagenævnet, der skal afgøre, om Kongens Have midt i Odense skal fredes, eller om Odense Teater får grønt lys for et stort udvidelsesprojekt til 120 millioner kroner ud i parken. Dermed er det yderst tvivlsomt om udvidelsen vil være på plads til H.C. Andersen fejringen i 2005

-

 /ritzau/
Det bliver Naturklagenævnet, der skal afgøre, om Kongens Have midt i Odense skal fredes, eller om Odense Teater får grønt lys for et stort udvidelsesprojekt til 120 millioner kroner ud i parken.

Både Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Friluftsrådet har besluttet at anke Fredningsnævnets nej til at frede Kongens Have til Naturklagenævnet. Med anken til Naturklagenævnet må Odense Teater væbne sig med tålmodighed.

Prøvesag
Poul Henrik Harritz fra Danmarks Naturfredningsforening kalder det en prøvesag på, om naturbeskyttelsesloven kan beskytte de vigtige rekreative grønne områder i byerne.

\"Vi ønsker at bevare den rekreative oase, som parken er i Odense. Derfor vil både Friluftsrådet og vi anke sagen til Naturklagenævnet\", siger præsidenten i DN, Poul Henrik Harritz, til Ritzau.

En afgørelse fra nævnet kan let trække hen i det kommende år. Dermed må teatret formentlig definitivt opgive at slå dørene op til nye og udvidede lokaler i forbindelse med Odense Kommunes stort anlagte fejring af H.C. Andersens 200-årsdag i 2005.

Oversigt

    Oversigt