Ni anholdte blev til én fængslet

Kun én af ni anholdte rockeraspiranter fra gruppen AK81 er fængslet efter voldsomme sammenstød i Odense med unge med indvandrerbaggrund. De øvrige er løsladt.

En 22-årig mand fra rockerstøtterne i AK81 er den eneste af de i alt ni anholdte fra gårsdagens masseslagsmål mellem rockere og indvandrere i Odense, der fortsat har udsigt til tremmer for vinduerne.

Den unge rockeraspirant blev i dag varetægtsfængslet i fire uger for at overfalde to mænd med indvandrerbaggrund med henholdsvis et koben og en kølle.

De otte øvrige mænd med rockertilknytning er alle løsladt, inklusive den formodede gerningsmand til et voldsomt knivstikkeri, hvor en ung mand med indvandrerbaggrund blev stukket flere gange i sin bil.

Den mistænkte knivstikker er fortsat sigtet for drabsforsøg, men blev løsladt, fordi der tilsyneladende ikke var tilstrækkelige beviser til at få ham fængslet.

I kølvandet på de voldelige sammenstød i går er der indkaldt ekstra betjente til at patruljere i gaderne i Odense, hvor uroen ifølge politiet stadig ulmer.

Knivofferet er blevet behandlet på Odense Universitetshospital og er meldt uden for livsfare.

Oversigt

    Oversigt