Ni spritbilister på tolv timer

Intet mindre end ni bilister har i løbet af bare 12 timer fra torsdag eftermiddag til midt på natten til fredag været involveret i spirituskørsler på Fyn.

Det fortæller Fyns Politi, Odense, til TV 2/FYN.

Den første sag, hvor en bilist blev stoppet for spirituskørsel, skete klokken 15 i Nordfyns Kommune. Her var det en 40-årig mand fra Søndersø, der blev taget i at køre bil, mens han var påvirket af alkohol.

Siden var der lignende sager i både Odense, Bogense, Søndersø, Nyborg, Faaborg, Middelfart og Svendborg. Og endelig er en 23-årig mand fra Kolding mistænkt for at have kørt spirituskørsel, efter at han klokken 1.30 natten til fredag i en soloulykke mistede herredømmet over sin bil på den vestfynske motorvej tæt ved Nørre Aaby.

Manden endte i grøften og pådrog sig under ulykken både knoglebrud og flere knubs.

Hos Fyns Politi ærgrer vagthavende Lars Thede sig over de mange sager.
- Det er deprimerende. Alle er blevet stoppet ved rene rutinetjek, og det giver et meget godt billede af, at problemet findes overalt, siger han til TV 2/FYN.

Oversigt

    Oversigt