Niels Helveg genopstiller ikke

Den radikale veteran stopper ved næste valg efter i alt knap fire årtier i Folketinget.

Den radikale veteran, tidl. udenrigsminister Niels Helveg Petersen genopstiller ikke ved næste valg. Det meddelte han tirsdag aften på generalforsamlingen i Middelfartkredsen, som han har repræsenteret i 30 år.

- I januar 2009 fylder jeg 70 år. Jeg besluttede for mange år siden, at jeg ikke ville genopstille efter at være fyldt 70 år, lød hans begrundelse på generalforsamlingen.

Middelfartkredsens formand har kendt til Niels Helvegs beslutning siden kort efter sidste valg, og kredsen er i færd med at finde en efterfølger.

- Jeg kan med glæde se tilbage på et usædvanligt langt politisk arbejdsliv og er taknemmelig over at have fået lov til at arbejde for dansk folkestyre og for Det Radikale Venstre, siger Niels Helveg Petersen, der blev genvalgt på generalforsamlingen og vil være Middelfartkredsens kandidat, indtil hans afløser er fundet.

Oversigt

    Oversigt