Nu bliver det billigere at overtage fars gård

Det skal være billigere i arveafgift at overtage fars gård. Det er meningen med nyt lovforslag. Et skridt i den rigtige retning, mener fynsk landbrugsrådgivning.

Gennemsnitsalderen i dansk landbrug er 62 år. Og den stiger næsten med et år om året. 

Med andre ord: De ældre landmænd kan ikke komme af med deres bedrifter, og de unge kan ikke komme til fadet.

Men nu barsler skatteministeren med en ny lov, der skal gøre generationsskifter i landbruget billigere.

I dag skal der betales bo- eller gaveafgift på 15 procent, når en landmand ønsker at overdrage sin virksomhed til sin søn eller datter.

quote Der sidder mange ældre landmænd her på Fyn, som ikke kan komme af med deres ejendomme. Samtidig kan den yngre generation ikke finde pengene til at købe ejendommene.

Niels Bebe, seniorkonsulent, Centrovice.

Med lovforslaget, som allerede er førstebehandlet i Folketinget og bakkes op fra begge sider af salen - bliver den afgift nu sat ned.

Det glæder Niels Bebe, seniorkonsulent hos den fynske landbrugsrådgivning Centrovice. 

- Vi ser frem til at få sat bo- og gaveafgiften ned. Det kan om ikke andet være en hjælp til at få sat gang i generationsskifterne igen, siger han og fortsætter:

- Der sidder mange ældre landmænd her på Fyn, som ikke kan komme af med deres ejendomme. Samtidig kan den yngre generation ikke finde pengene til at købe ejendommene. Pengeinstitutterne holder jo stadig stærkt på pengene. Så at sætte arveafgiften ned ser vi som en god hjælp på vejen, siger Niels Bebe.

I 2016 og 2017 skal bo- og gaveafgiften ifølge lovforslaget udgøre 13 procent. I 2018 skal den ned på syv procent. I 2019 skal den ned på seks procent. Og fra 2020 og frem skal den ned på fem procent.

Går lovforslaget igennem, er det meningen, at det skal indføres med tilbagevirkende kraft med virkning fra 1. januar 2016.

Oversigt

    Oversigt