Nu kan Bernt komme på arbejde: - Det betyder jo alt

Bernt Vollbrecht har i flere måneder glædet sig til at komme tilbage på arbejde. Og i morgen mandag sker det endelig.

Derhjemme går Bernt Vollbrecht og lægger arbejdstøjet frem. Mandag kan han efter flere måneder vende tilbage til sit arbejde på Grønnemoseværkstederne.

Bernt Vollbrecht er udviklingshæmmet med Downs Syndrom, og han har arbejdet på værkstederne i mere end 30 år. 

- Fedt, så kan vi komme i gang.

 Sådan lød det fra Bernt Vollbrecht, da han hørte nyheden om, at han endelig kunne komme tilbage på arbejdet. Men tonen ændrede sig hurtigt.

- Det tog lidt gassen af balonen, da vi så hørte, at arbejdsdagen nu bliver kortere, at kantinen ikke lukker op, og vi vil blive opdelt noget mere, siger han til TV 2/Fyn.

Det næste stykke tid skal Bernt selv smørre sin egen madpakke, da værkstedets kantine er lukket. Han fortæller, at det er 20 år siden, han sidst har smurt en madpakke.
Det næste stykke tid skal Bernt selv smørre sin egen madpakke, da værkstedets kantine er lukket. Han fortæller, at det er 20 år siden, han sidst har smurt en madpakke.
Foto: Anders Høgh

Det er ikke just ting, som huer den garvede værkstedsarbejder, men bare det at kunne vende tilbage til arbejdet glæder dog stadig Bernt Vollbrecht. 

- Jamen, det betyder jo alt. Også for mine kollegaer, som jeg har haft kontakt med, fordi vi går jo og bliver ensomme, fortæller han.

Kunne være åbnet for en måned siden

For en måned siden indgik Folketingets partier en aftale om at hjælpe de udsatte borgere under coronakrisen. I den forbindelse opfordrede social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) til, at man genoptog hverdagen på de kommunale dagtilbud.

- I den aftale, vi har lavet med kommunerne, opfordrer vi dem til at gå i gang med en normal hverdag så vidt som muligt - selvfølgelig på en måde, hvor det er sundhedsfagligt forsvarligt. For vi ved, hvor meget det betyder for de borgere, der plejer at komme der, sagde Astrid Krag for en måned siden til TV 2/Fyn.

Men på trods af opfordringen, så begynder værkstederne og værestederne først at åbne i morgen mandag - altså en måned senere.

Hvorfor åbnede i ikke efter Astrid Krag opfordrede til det? 

- Vi har afventet retningslinjer for, hvordan vi skulle åbne de forskellige værksteder og væresteder. Vi troede faktisk, at vi skulle have nogle retningsningslinjer, fortæller Hanne Klint (S), der er formand for social- og sundhedsudvalget i Svendborg Kommune.

Her en måned senere har Svendborg Kommune valgt at åbne i forskellige faser, så de kan nå at skabe erfaringer, før alle borgere vender tilbage.

- Vi skal hele tiden sikre, at kravene til hygiejne og afstand kunne overholdes. Vi starter med de første 50 i morgen, og så åbner vi hen ad vejen, når vi har gjort os nogle erfaringer om, hvordan man kan gøre det forsvarligt, siger Hanne Klint.

Ser frem til igen at arbejde

Bernt Vollbrecht ser frem til at tage på arbejde i morgen, selvom tingene nu kører på en anden måde end før.

- Vi bliver hentet med bussen kvart over otte - normalt er det klokken syv, og vi skal køres hjem en time eller halvanden tidligere hjem end normalt. 

Den lukkede kantine gør, at Bernt Vollbrecht nu selv skal sørge for forplejning. Men han er forberedt og har købt ind til at kunne lave madpakke, selvom det er en ting, der skal genopfriskes.

- Så vidt jeg lige husker det, så har vi ikke smurt madpakker i knap 20 år, siger han med et grin.

Oversigt

    Oversigt