Nu kommer julevejret: Flere dage med sne

Fra torsdag kan fynboerne komme til at se hvide fnug falde fra himlen. Enkelte steder på Fyn vil få snevejr de efterfølgende fire dage.

Der er ikke meget nyt at berette om det fynske vejr onsdag. Men det er der til gengæld de næste dage.

Onsdag bliver på mange måder en optakt til de næste dages vintervejr. Dagen bliver tør og temperaturerne falder til omkring de to til fire graders varme på Fyn. 

I løbet af dagen vil solen komme frem enkelte steder i det fynske, og der vil kun være en let vind fra nordøst. 

Sidst på aftenen vil temperaturerne komme ned omkring de minus to grader, og det vil være starten på flere dage med frost og vintervejr på Fyn. 

 

 

Sne i flere dage

Det bliver i den grad vinterligt, når man kigger lidt mere frem.

Et kraftigt højtryk vil de kommende dage buldre ind over den centrale del af Skandinavien. Det betyder, at fynboerne får vintervejr de næste dage. 

Allerede torsdag er der chance for, at sneen kommer til Fyn. Dagen bliver mest skyet med byger, der enkelte steder på Fyn kan blive til slud og sne. 

Temperaturerne vil fra torsdag og de næste dage falde en smule hver dage, og dermed stiger chancerne for snebyger også. 

Det er især fredag, at der er gode chancer for sne på Fyn. 

 

 

Fortsat koldt vejr

Vejrudviklingen i weekenden tyder ifølge TV 2 Vejret på, at det kolde vejr fortsætter.

Enkelte steder kan temperaturerne holde sig under frysepunktet. Der kommer flere snebyger med bedre muligheder for idyllisk snelandskab. Måske bliver snefaldet godt nok til, at der kan kælkes på bakker. Alt tyder på, at det især er natten til mandag, at sneen vil falde over det fynske landskab.