Ny aftale om uddannelse: Krav om udflytning af studiepladser er blevet til målsætning

Det bliver kun en målsætning, ikke et krav, at de videregående uddannelser i blandt andet Odense skal reducere uddannelsesoptag med ti procent.

Et bredt flertal i Folketinget har landet en aftale om at skabe bedre uddannelsesmuligheder i hele landet.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har indkaldt til pressemøde fredag klokken 11.15 om samme emne, fremgår det af ministeriets Twitter-profil.

I slutningen af maj lancerede S-regeringen udspillet "Tættere på - flere uddannelser og stærke lokalsamfund".

Det lagde blandt andet op til, at universiteterne skal nedlægge ti procent af deres studiepladser i København, Aarhus, Odense og Aalborg eller flytte dem ud af byerne.

Kun en målsætning

Ritzau erfarer, at støttepartierne Enhedslisten og SF er kommet igennem med ønsket om, at man i stedet laver det om til en målsætning frem mod 2030. Det bliver altså ikke et decideret krav.

Det fremgår af aftaleteksten, som Ritzau har set.

- Aftalepartierne ønsker konkret, at der udarbejdes en samlet 2030-sektorplan for hver hovedsektor (universiteter, erhvervsakademier, professionshøjskoler, maritime institutioner og kunstneriske institutioner) for, hvordan en målsætning om udflytning eller nedskalering af sektorens samlede optag i de største byer på op til ti procent kan realiseres frem mod 2030.

- Aftalekredsen giver derfor uddannelses- og forskningsministeren (Ane Halsboe-Jørgensen (S), red.) til opgave at facilitere en inddragende proces med uddannelsesinstitutionerne, som leder frem til 2030-sektorplaner for hver sektor blandt de videregående uddannelser, fremgår det af aftaleteksten.

Netop dette element glæder SF's uddannelsesordfører, Astrid Carøe, sig over.

- Det har været vigtigt for SF, at vi ikke skærer for hårdt på uddannelsespladserne i byerne og laver automatiske lukninger, som regeringen foreslog.

- Derfor er jeg glad for, at vi har fået blødt op på kravet om reduktion af studiepladserne i de store byer, siger hun i en skriftlig kommentar.

R står uden for aftale

Sektorplanerne skal blandt andet klargøre, hvor det vil være bedst at placere nye uddannelsespladser uden for de fire største byer.

De Radikale ser ud til at blive det eneste af Folketingets partier, der står uden for aftalen. Partiet forlod forhandlingerne natten til fredag.

- Vi er meget uenige i regeringens ønske om at lukke tusindvis af studiepladser, og vi er også meget uenige i dens holdning til, at man kan flytte en masse uddannelser, uden at man investerer, sagde uddannelsesordfører Katrine Robsøe (R) til Ritzau, efter at hendes parti havde forladt forhandlingerne.

Oversigt

    Oversigt