Ny ballade i DF-top i Nyborg: Opfordrede til brandstiftelse

Bestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti i Nyborg er tiltalt for at opfordre til afbrænding af flygtningecenter i Greve. Sagen kommer efter, at formand Jens Hald blev politianmeldt først på året.

"Brænd lortet ned".

Sådan skrev bestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti i Nyborg, Finn Hou Kastrupsen, i oktober sidste år på Facebook, da han på en offentlig side kommenterede billedet af to asyl-pavilloner i Greve.

Det har nu ført til en retssag ved retten i Svendborg.

Anklager Signe Gråkjær Petersen kræver Finn Hou Kastrupsen idømt fængselsstraf for opfordringer til  en forbrydelse.

Han er desuden tiltalt efter straffelovens paragraf 81 stk. 6, der handler om, at overtrædelsen har baggrund i "andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende,"

Sagen kommer efter, at den tidligere formand for Dansk Folkeparti i Nyborg, Jens Hald, i januar blev politianmeldt og presset af partiledelsen til at trække sig, da han skrev følgende på sin Facebook-profil: "Den dag det går op for den danske befolkning, at den er helt gal, skal vi klippe disse venligboere helt skallede, som tyskerpigerne blev i sin tid."

Jens Hald, der hurtigt fjernede opslaget fra sin Facebook-side, fordi han følte sig misforstået, venter stadigvæk på at blive afhørt af politiet, oplyser han til TV 2/Fyn.

Finn Hou Kastrupsen ønsker først at udtale sig, når sagen er afgjort i næste uge. Han oplyser til TV 2/Fyn, at han ikke har informeret Dansk Folkeparti om sagen.

Poul Lindholm Nielsen, partisekretær for Dansk Folkeparti, har da heller ikke kendskab til sagen. Han oplyser, at han først vil kommentere sagen, når retten har talt.

I forbindelse med sagen mod Jens Hald valgte næstformanden i lokalbestyrelsen at trække sig i protest mod partiledelsen. Desuden meldte kassereren sig ud af partiet.

 

 

Oversigt

    Oversigt