Ny film om at være demensramt

To år efter sin første film om demens er Conni Pedersen fra Vester Skerninge nu klar med sin anden film om det følsomme emne. Denne gang sætter fynboen fokus på at være ægtefælle til en demensramt.

-

To år efter sin første film om demens er Conni Pedersen fra Vester Skerninge nu klar med sin anden film om det følsomme emne. Denne gang sætter fynboen fokus på at være ægtefælle til en demensramt.

Filmen \"Der var noget galt - at leve med en demensramt\" handler om fem ægtepar, hvor én af parterne er dement. Filmen tager fat om de meget følsomme og tabubelagte emner, som ægtefæller til en dememsramt bliver konfronteret med.

- Filmen henvender sig især til ægtefæller, der har denne problematik inde på livet. Og det er mit håb, at de kan genkende mange af problemerne, og se at de ikke er alene med deres tanker og følelser, siger Conni Pedersen.


Hvordan sender man sin ægtefælle på plejehjem?

Filmen tager hul på en række vanskelige emner. Hvordan og hvornår opdager man, at der er noget galt, hvordan er hverdagen for pårørende, hvordan sender man sin ægtefælle på plejehjem og hvordan kommer man videre med sit eget liv. Alle fem ægtepar fortæller åbenhjerteligt om deres erfaringer og personlige løsninger, og hvordan det er for pårørende at få en kæreste, mens ægtefællen er dement.

Det er Conni Pedersens anden film om demens. Den første film \"Min Far - at leve med en demensramt\" var en meget personlig beretning om Connie Pedersen og hendes far, der var dement, men nu er død.

Udover filmene har Conni Pedersen oprettet pårørende-grupper til demensramte og yder støtte og vejledning til mennesker, der får sygdommen ind på livet.

Den 35 minutter lange film er produceret i samarbejde med profesionelle tv- og filmfolk. Filmen har premiere på Vester Skerninge Kro på tirsdag kl. 15.30.

Oversigt

    Oversigt