I det fynske folks tjeneste

Ny hjemmeside kaster snøren ud efter alverdens lystfiskere

En national platform for lystfiskere gik i luften torsdag morgen som den første af sin slags.

Torsdag morgen gik Danmarks første nationale hjemmeside for lystfiskere i luften. Hjemmesiden er udarbejdet af Assens Kommune. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Det sjoveste har været at finde ud af, hvor fascinerende et vandland, Danmark er

Arne Kvist Rønnest, projektchef Assens Kommune

Beskrivelser af 1.600 fiskepladser i alle dele af landet er ligesom tips og tricks til vandpleje, den første fangst og fluefiskeri, hvad man kan finde på en splinterny hjemmeside for lystfiskere. 

Den nye side fishingindenmark.info er den første af sin slags og udviklet af Assens Kommune, der i 2018 blev udpeget af daværende minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde, Eva Kjer Hansen (V), til at udvikle en ny strategi for lystfiskeri. 

Læs også Otte ud af ti fynske unge er nervøse for eksamen efter fjernundervisning

Derfor glæder det en af hovedkræfterne bag, projektchef Arne Kvist Rønnest, at siden nu er kommet i luften. 

- Det er fantastisk at arbejde med noget, vi er nogle stykker, der virkelig brænder for, siger Arne Kvist Rønnest. 

Fra lokalt til nationalt

Selvom Assens Kommune har fået til opgave at udvikle hjemmesiden, som skal fungere som en bred platform for lystfiskere, har det været vigtigt undervejs, at projektet ikke fik en geografisk slagside. 

- Det har været en dejlig opgave at arbejde med hele samfundet. Man skal ikke kunne se, at det skulle være lavet i det ene postnummer frem for det andet, siger Arne Kvist Rønnest. 

Selv som ivrig lystfisker har han også personligt fået noget ud af at arbejde med projektet. 

- Det sjoveste har været at finde ud af, hvor fascinerende et vandland, Danmark er, siger han. 

Gode tid til lystfiskeri

Ifølge Arne Kvist Rønnest har flere været ude med snøren efter fisk under coronakrisen. På den måde er tidspunktet ideelt til at lancere en ny hjemmeside for både rutinerede og helt grønne lystfiskere.

- Mange danskere har brugt lejligheden til at genoptage eller genopdage lystfiskeriet, siger han. 

Læs også Udskudte køreprøver kan koste dyrt: - Jeg forstår de unges frustration

Målet med siden er at give information og overblik på en enkel måde med billeder og videoer af høj kvalitet. På den måde håber Arne Kvist Rønnest også, at flere nye grupper får interesse for at tage fiskestangen med ud i naturen: 

- Det videre perspektiv er, at vi i marts laver nogle kampagner til kvinder og børnefamilier i samarbejde med VisitDenmark.

Lystfiskeri i Danmark 

  • Danmark er et attraktivt land for lystfiskere, idet søer, vandløb og mere end 7.000 kilometer kyststrækning giver rige muligheder for at opleve den danske natur fra sin smukkeste side og samtidig få en fisk på krogen.
  • Cirka 200.000 danske og udenlandske lystfiskere køber årligt det statslige fisketegn, men det er også muligt at fiske ved såkaldte ’Put & Take-søer’ i Danmark, hvor man ikke behøver at indløse det statslige fisketegn. Antallet af lystfiskere i Danmark er således langt højere end 200.000.
  • Der er cirka 200 frivillige lystfiskeriforeninger i Danmark.
  • De solgte fisketegn genererer indtægter for cirka 40 millioner kroner årligt, som går til fiskepleje og forbedring af naturtilstanden i vandløb og søer, der fremmer vilkårene for dyre- og plantelivet og for genopretning af gydepladser og passage for vandrefisk.
  • Danske lystfiskere involveres på frivillig basis i vandplejearbejde.

Kilde: Assens Kommune