Ny komité samler kræfter til hurtigere forbindelse på Sydfyn

Sydfyn og Lolland vil sammen overbevise folketinget om, at der bør investeres i hurtigere færgefart over Langelandsbælt. 

Regeringen ventes inden sommer at lande en stor aftale om investeringer for over 110 milliarder kroner i nye motorveje, havne og jernbaner i Danmark.

Hvis det står til Sydfyn og Lolland, så skal færgefarten over Langelandsbælt være en del af forhandlingerne.

Kommunerne på begge sider af farvandet drømmer om mere end at halvere sejltiden mellem Spodsbjerg og Tårs. I øjeblikket tager det Langelandslinjens færger 45 minutter at tilbagelægge de godt 15 kilometer. Målet er en sejltid på 20-22 minutter.

Nu har politikere og erhvervsorganisationer på tværs af kommuner og regioner stiftet gruppen "Rute 9 Komitéen" med Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) som formand. 

"Rute 9 Komitéen" skal arbejde for at skabe politisk opbakning hos transportminister Benny Engelbrecht (S) og Folketingets transportordførere til at indgå i den kommende grønne infrastrukturplan, samt til at bevilge de nødvendige midler til en opgradering af færgeruten.

Stor effekt

Komitéen mener, at investeringen er lille i forhold til Femern Bælt-forbindelsen, og at der er tale om et stykke infrastruktur, som vil have betydelig effekt på mobiliteten mellem Fyn og Lolland-Falster. 

Projektet, som der arbejdes med, er at bygge en fremskudt havn i Tårs, så færgen undgår den lave vandstand i den nuværende havn og dermed kan sejle hurtigere og oftere.

- Primært skal vi gøre politikerne opmærksomme på, at det er et projekt, som kan binde de to regioner sammen og være med til at udvikle de to regioner, siger Tonni Hansen, og uddyber:

- Det drejer sig om information, information, information, og at få dem i tale i det hele taget.

Tonni Hansen vurderer, at "Rute 9 Komitéen" har gode chancer for succes.

- Det er faktisk et godt projekt, og det binder faktisk to regioner sammen, som for nuværende ligesom står med ryggen mod hinanden, siger borgmesteren.

- Men ved at lave den fremskudte færgehavn, og ved at have kun et par og tyve minutter på færgen, så binder vi to arbejdsmarkeder sammen - det sydfynske og sydhavsøerne. Vi binder uddannelsesmulighederne sammen, og vi binder turistmulighederne sammen på en helt anden måde.

I gang med det samme

Første skridt for komitéen er at sende materiale ud til folketingsmedlemmerne. Og når det kan lade sig gøre at mødes fysisk, inviteres de på besøg og på en tur med færgen.

Tonni Hansen oplyser, at der i Folketinget har været indledende møder om de 110 milliarder kroner.

- Vi ved, at det er i de her måneder, at de mange milliarder bliver forhandlet på plads inde på Christiansborg, så det er derfor, det er nu vi handler. Om et par måneder er det måske lige ved at være for sent, siger Tonni Hansen.

Sådan tænkes det fremskudte færgeleje i Tårs at se ud.
Sådan tænkes det fremskudte færgeleje i Tårs at se ud.
Foto: Grafik TV 2/FYN

Udover Langelands Tonni Hansen består "Rute 9 Komitéen" af borgmester i Svendborg Kommune, Bo Hansen (S), Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen (S) og John Brædder (G), borgmester i Guldborgsund Kommune. 

Desuden er formanden for Region Sjælland, Heino Knudsen (S), medlem af komitéen, mens der også er repræsentanter fra Dansk Metal, DI, Landdistrikternes Fællesråd og Femern Belt Development.

Fakta 

Oversigt

    Oversigt