Ny ledelse skyld i OBs succes

OB's direktør, Thomas Christensen, ser sidste års masseudskiftning på lederplan som et led i klubbens succes.

En tredobbelt fyring sidste efterår er en af forklaringerne på fodboldklubben OB's nuværende succes, hvor klubben står ved indgangsdøren til Champions League-gruppespillet.

Det mener OB's administrerende direktør, Thomas Christensen, som sidste år var med til at effektuere fyringerne af cheftræner Lars Olsen, assistenttræner Viggo Jensen og sportsdirektør Kim Brink.

- Vi ændrede både den ledelsesmæssige og fodboldmæssige strategi for et års tid siden. Fyringen af de tre var en strategisk beslutning, altså en konsekvens af at vi ønskede at gå en ny vej, siger Thomas Christensen til sporten.dk.

Han har store roser til det nuværende trænerteam med cheftræner Henrik Clausen og assistenten Thomas Helveg.

- Jeg tror, at en stor del af vores succes nu skal ses i det nye trænerteam. Det er meget dygtige trænere og ikke mindst dygtige ledere, hvilket er vigtigt i fodbold i dag, siger Thomas Christensen.

- Det har betydet meget, at vi har ansat Clausen som cheftræner. Der er ingen tvivl om, at Helveg som assistent har stor betydning på grund af hans erfaring, men jeg vil sige det kort: Clausen er meget stærk. En af de dygtigste, vi har i Danmark, vurderer Thomas Christensen.

OB skal på tirsdag på udebane forsvare 1-0-føringen fra den første kamp mod spanske Villarreal. Vinderen går videre til Champions League-gruppespillet.

I denne weekend tager fynboerne lørdag imod Lyngby i Superligaen.

Oversigt

    Oversigt