Ny lukkelov giver ingen jobs

Der kommer ikke flere, nye jobs, når supermarkederne udvider åbningstiderne d. 1. oktober, hvor lukkeloven afskaffes.

COOP har ingen intentioner om at ansætte nye folk, fordi butikkerne skal holde længere åbent. Og Dansk Supermarked regner heller ikke med, at der kommer særlig mange nye jobs p.g.a. lukkeloven.

Informationsdirektør i COOP Jens Juul Nielsen fortæller til DR Fyn, at der ikke bliver flere jobs i de fynske Brugser, Kvickly, Irma og Fakta'er.

- Vi forventer ikke, at folk på Fyn eller andre steder i Danmark begynder at spise eller drikke mere, men de vil fordele deres indkøb over flere timer, når der kommer ekstra søndage i de store butikker. Så vi regner ikke med, at vi samlet set vil få flere medarbejdere, fortæller informationsdirektør Jens Juul Nielsen fra COOP.

Fordeler medarbejdere frem for at ansætte nye

Hos Coop, vil de vagtsætte de medarbejdere, de allerede har, ud fra, hvornår der er flest kunder i butikkerne.

Og det samme gør Dansk Supermarked, der står bag Bilka, Netto og Føtex.

- Derudover har vi mange på deltid, og nogle af dem vil kunne gå op i tid, fortæller kommunikationsdirektør Finn Lund Andersen fra Dansk Supermarked.

Selvom der ikke er tale om massive nyansættelser, vil der dog blive udvidet med et par småstillinger.

- Der bliver flere, men det bliver ikke en massiv forøgelse, fordi vi flytter nogle folks fra eksisterende tidspunkter over på nogle nye åbningstidspunkter. Så kommer nogle op i tid - og det vil samlet løse langt de fleste udfordringer for os, fortæller Finn Lund Andersen fra Dansk Supermarked til DR Fyn.

De forholdsvis få, der vil få job i Dansk Supermarked p.g.a. den nye lukkelov, bliver unge elever inden for HK, og så bliver der nogle studenterjobs, fortæller Finn Lund Andersen.

Oversigt

    Oversigt