Ny OB-angriber: - Det har været overvældende

Rasmus Festersen har fået en flyvende start i OB-trøjen, siden sommerskiftet fra FC Vestsjælland. Fansenes modtagelse af ham har været helt overvældende, fortæller han til ob.dk.

Tre mål i tre kampe. Det er facit efter den nye OB-angriber Rasmus Festersens første tre turneringskampe i de stribede trøje. Det gør ham til topscorer i klubben og han nyder den gode start og den personlige succes.

- Jeg er naturligvis rigtig glad for at have lavet tre mål i mine tre første OB-kampe, og jeg håber på, at det kan fortsætte i fredagens kamp mod AGF. Jeg ved dog også godt, at jeg nok ikke laver 33 mål i 33 kampe, så der vil komme nogle perioder, hvor jeg ikke scorer mål, det håber jeg, at folk er klar over, siger Rasmus Festersen til ob.dk.

Han er rigtig glad for fansenes opbakning til både ham selv og holdet, og håber at de sammen kan fortsætte den gode sæsonstart, når OB fredag aften tager imod oprykkerne fra AGF hjemme på TREFOR Park.

- Det har været overvældende med fansene og den opbakning de har givet os i sæsonens første tre runder. Jeg håber, at de fik en god oplevelse i den seneste kamp mod Hobro, hvor vi vandt 3-0, så vi forhåbentlig ser mindst ligeså mange på stadion fredag mod AGF, siger Rasmus Festersen.

Kampen mellem OB og AGF fløjtes i gang fredag kl. 18.00.

Oversigt

    Oversigt