Ny pyromanbrand i Odense

Natten til torsdag opstod der igen brand i kælderen på en etageejendom i Odense. Det er den fjerde påsatte brand i samme ejendom indenfor en måned.

-

Natten til torsdag opstod der igen brand i kælderen på en etageejendom i Odense. Det er den fjerde påsatte brand i samme ejendom indenfor en måned.


Beboerne i ejendommen, Tolderlundsvej 78 i Odense, begynder for alvor at blive urolige. Fire gange på en måned har nogen tændt ild i ejendommens kælder. Tre af forsøgene er sket indenfor tre dage.


Senest blev der cirka kl. 01.30 natten til torsdag hældt brændbar væske over noget malergrej og antændt. En beboer opdagede ilden og fik den slukket, inden der skete større skade.


Ingen af de fire brande har nået det helt store omfang; men ved en af dem, for tre uger siden, måtte nogle af beboerne dog indlægges til observation for  røgforgiftning.


Politiet ser da også med alvor på sagen og beder alle, der måtte have set noget om at henvende sig. Teorien er, at brandstifteren er en sindsforvirret person. Politiet har dog endnu ikke mange spor i sagen. 

Oversigt

    Oversigt