Ny sag i Totalbanken: Storaktionær sagsøger tidligere formand for injurier

Storaktionær i Totalbanken anlægger injuriesag mod afgående formand Poul Juhl Fischer. Han har desuden bedt Finanstilsynet undersøge, om Poul Juhl Fischer har foretaget insiderhandel i Totalbanken.

I forbindelse med TV 2/Fyns dækning af generalforsamlingen i Totalbanken onsdag aften udtalte nu afgående formand i Banken Poul Juhl Fischer følgende: 

- Vi kan beskrive det ved, at man sidder og kigger ud på en bil, hvor der er nogen, der er ved at tage elefanthuen ned over hovedet, men de er jo ikke nået at komme ind i banken endnu, så vi ved jo ikke, hvad de kommer efter.

quote Den udtalelse er efter min og mine advokaters overbevisning stærkt injurierende. Han kan simpelthen ikke tillade sig at sammenligne os med bankrøvere. Vi har faktisk købt vores aktier i banken.

Jesper Bak, Storaktionær, Totalbanken.

En nogenlunde enslydende udtalelse kom han med til DR.

Udtalelserne handlede om den afgående formands følelser omkring en række storaktionærers forsøg på at overtage magten i kampen.

En af dem er Jesper Bak, der i løbet af en kortere periode har købt for 30 millioner kroner aktier i banken.

Han og bankens største aktionær, Heine Delbing, fik kort før generalforsamlingen onsdag frataget deres stemmeret, fordi Finanstilsynet mener, de har handlet i forståelse med hinanden.

Men den afgående formands udtalelser er nu faldet Jesper Bak så meget for brystet, at han har valgt at sagsøge Poul Juhl Fischer for injurier. 

- Den udtalelse er efter min og mine advokaters overbevisning stærkt injurierende. Han kan simpelthen ikke tillade sig at sammenligne os med bankrøvere. Vi har faktisk købt vores aktier i banken, siger Jesper Bak til TV 2/Fyn.

Poul Juhl Fischer er ikke længere formand i Totalbanken. Han gik af ved generalforsamlingen, da han er fyldt 70 og derfor ikke må genopstille. I stedet sidder bestyrelsesmedlem Claus Moltrup nu i formandsstolen.

I videoen her kan du selv høre udtalelsen, som Jesper Bak er utilfreds med.

Var det insiderhandel?

Samtidig har Jesper Bak torsdag bedt Finanstilsynet undersøge, om Poul Juhl Fischer har foretaget insiderhandel i Totalbanken.

- Poul Juhl Fischer købte for 630.000 kroner aktier i banken i marts. Men det gjorde han efter, at han hold møde med Heine Delbing og jeg i december. Efter mødet anmeldte han os til Finanstilsynet for at handle i forståelse med hinanden. Det har vi ikke, men hvis Finanstilsynet fastholder, at vi har det, så har han også foretaget insiderhandel. For så har han siddet med specifik viden. Det er definitionen på insiderhandel, siger Jesper Bak til TV 2/Fyn.

TV 2/Fyn forsøger at få en udtalelse fra Poul Juhl Fischer, men han er endnu ikke vendt tilbage. 

Oversigt

    Oversigt