I det fynske folks tjeneste

Strategi afsløres: Fynske robotter skal løfte grøn klimaplan

Regeringens robotstrategi afsløres mandag. Fyn er udnævnt til hele Danmarks robot-epicenter.

00:39

Blot 12 procent af samtlige danske virksomheder benytter sig af robotteknologi. Mandag offentliggør regeringen en national robotplan for grøn omstilling Video: Lasse Beck Frost

Fyn er Danmarks have, siger man.

Og nu skal Fyn også være centrum for regeringens nationale robotplan for grøn omstilling.

Planen offentliggøres først officielt mandag eftermiddag – i øvrigt hos robotkometen Universal Robots i Odense - men TV 2/Fyn har smugkigget i planen, der bliver et centralt element i strategien for et mere bæredygtigt Danmark.

Både klimaminister Dan Jørgensen (S) og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er til stede ved offentliggørelsen mandag.

Læs også Ny fynsk klimaminister står over for stor opgave, men finder trøst i John F. Kennedys ord

Og det er ikke en tilfældighed, at Odense lægger jord til afsløringen.

- Der er i dag i alt 292 robotvirksomheder med cirka 8.500 medarbejdere fordelt over hele landet. Klyngens epicenter er på Fyn, hvor 34 procent af virksomhederne ligger, hedder det i den nationale strategirapport.

Fakta om robot-virksomhederne

  • 8.500 fuldtidsansatte alene i Danmark
  • Omkring 1000 ansatte i udlandet
  • Fordelt på knap 300 virksomheder.
  • De seneste år har industrien oplevet vækstrater på over 10%
  • Eksporten er nu på niveau med Kinas roboteksport og større end lande som USA, Holland, Sverige
  • Klyngens epicenter er på Fyn, hvor 34 pct. af virksomhederne ligger. Her er der et særligt stærkt robot-økosystem med tæt samarbejde mellem virksomheder, universiteter og GTS-institutter, bl.a. drevet af klynge- og netværksorganisationer så som Odense Robotics, RoboCluster og UAS Denmark (nu samlet i Robotics Alliance).
  • Hele den danske robotindustri har oplevet en betydelig vækst gennem de seneste år. Omsætningen er steget med 34 pct. fra 2014 til 2017 med en gennemsnitlig årlig vækst på 10,5 pct. Virksomhederne har en årlig eksport på mere end 10 mia. kr., hvilket udgør knap 60 pct. af den samlede omsætning.
Se mere

Flere fynske virksomheder omtales i rapporten som vigtige drivere i udviklingen af robotter frem mod en mere grøn og bæredygtig udvikling.

Det er blandt andet Farmdroid, der har Esben Østergaard, medstifter af Universal Robots, som medinvestor. Den soldrevne og selvkørende drone kan fjerne ukrudt i markerne.

Læs også Banebrydende: Fynsk robotfirma åbner samarbejde med dansk stjernearkitekt

En anden er virksomheden Odico, der producerer robotløsninger til byggesektoren. Den fynske robot kan skære og fræse i beton i tre dimensioner og er med til at spare mængder af beton og dermed også CO2 til fremstillingen af beton.

Fynsk naturgas inde i varmen

Netop betonvirksomheder producerer meget CO2, og i forbindelse med arrangementet mandag besøger klimaminister Dan Jørgensen Nature Energys anlæg på Midtfyn sammen med administrerende direktør på Aalborg Portland, Michael Lundsgaard Thomsen.

Biogas kan nemlig være fremtidens grønne løsning på betonindustriens brændsel, der i dag består af koks.

Også Mobile Industriel Robots er nævnt i rapporten, fordi virksomhedens selvkørende enheder i dag sparer masser af tid og transport.

Universal Robots samarbejdende robotter, der er førende på det globale marked, får også rosende omtale.

Læs også Robotkæmper flytter sammen: Fyn får verdens største cobot-hub

Desuden er dronesamarbejde UAS fremhævet. For netop droner er i dag vigtige instrumenter til overvågning af verdenshavene, marker og som fremtidens transportmiddel.

Læs også Drone-fødsel: Ny fynsk drone kan blive milliardforretning

Som led i den politiske aftale om fordeling af forskningsreserven for 2020 besluttede samtlige partier i Folketinget at løfte de offentlige investeringer i grøn forskning, udvikling og demonstration med 1 milliard kroner i 2020.

619 millioner kroner fra puljen skal gå til forskning i kunstig intelligens og robot- og droneteknologiske perspektiver, der kan fremme den grønne omstilling.

Øget produktivitet

Rapporten er en sammenfatning af viden om robotklyngen, forskning i robotter og mulighederne set i forhold til en grøn omstilling og de øvrige muligheder, en stærk position inden for robotsektoren giver.

Læs også Kina køber fynske robotter til at bekæmpe coronavirus 

- Robotteknologiske løsninger skal samtidig medvirke til øget produktivitet og forbedret konkurrenceevne i hele landet og til at bevare og skabe nye, gode arbejdspladser, hedder det i den nationale strategirapport.

Siden 2014 er udflytningen af danske arbejdspladser til udlandet stagneret. Og rapporten mener, at en forbedret konkurrenceevne som følge af automatisering og robotteknologi kan være én af årsagerne. I den samme periode er der sket en svag stigning i beskæftigelsen i industrien.

Men en del tyder på, at der er behov for at være opmærksom på den fremtidige udvikling.

Flest industrivirksomheder har taget teknologien til sig, da godt en tredjedel (36 procent) af danske industrivirksomheder benytter sig af robotteknologi.

Men udviklingen er stagneret.

I 2018 blev der solgt 673 industrirobotter i Danmark mod 800 i 2017.

Læs også Robotter indtager byggepladsen: Håndværkere er skeptiske

Med 240 industrirobotter per 10.000 medarbejdere ligger Danmark i den sammenhæng på en pæn sjetteplads internationalt.

Kigger man på andelen af robotter i alle danske virksomheder, er der også plads til forbedring.

Blot 12 procent af samtlige danske virksomheder benytter sig af robotteknologi.