Nyborgenser vekslede ti kroner til to millioner

Virksomheden skal sælges, og i stedet vil en mand fra Nyborg sammen med sin kone snart nyde en drink et varmt sted. Sådan lyder planen, efter at manden i 50´erne vandt to millioner kroner i Keno efter at have spillet for ti kroner. 

En heldig Keno-spiller i halvtredserne fra Nyborg Kommune havde virkelig heldet med sig, da han for nogle uger siden forvandlede en flad tikrone til en gevinst på to millioner kroner.

Manden har gennem længere tid fast spillet på forskellige former for Lotto, men har sideløbende jongleret lidt med nogle Keno-tal.

- Jeg plejer altid at tjekke dem om aftenen inde i appen. Men lige på vinderdagen, kom jeg fra det, så der gik et helt døgn, før jeg faktisk fandt ud af, at jeg var blevet millionær. Men jeg kan sige så meget, at jeg blev meget glad. Og min første tanke var, at nu skal min kone og jeg på ferie. For det har vi ikke været i to år, fortæller den anonyme nyborgenser til Danske Spil.

Manden er selvstændig og har haft så travlt, at der simpelthen ikke har været tid til at holde ferie i mere end to år. Også i julen og nytår skal han arbejde. 

- Jeg har stået med det selv, da det er svært at finde medarbejdere, så det har været lidt hårdt. Faktisk har jeg gennem længere tid overvejet at sælge virksomheden, og nu er tanken blevet til konkret handling, siger han.

Når virksomheden er solgt, skal han og konen hurtigst muligt på en velfortjent ferie.

- Udover, at vi har betalt vores boliglån ud, så skal pengene bruges på velvære. Det er jo ikke en gevinst, der kommer til at ændre vores livsstil markant. Men det gør alting lidt nemmere. Det er virkelig dejligt, lyder det fra den nybagte millionær.

Milliongevinsten er parrets hemmelighed og derfor vil den glade vinder være anonym.

- Vi har ikke engang sagt det til vores børn. Men måske lugter de lunten juleaften, når de ser hvor store julegaver vi giver dem og børnebørnene, lyder det fra den glade fynbo.

Oversigt

    Oversigt