Nyd det mens det varer: Sol søndag - kulde fra på mandag

Søndag bliver endnu en lun forårsdag på Fyn. Men nyd det mens det varer - det bliver nemlig koldere i næste uge.

Weekenden har indtil videre budt på lækkert lunt vejr. Lørdag blev faktisk så lun, at den kan kalde sig den hidtil varmeste dag i år. Og fynboerne kan glæde sig til endnu en dag med dejligt solrigt vejr. Men så stopper det også der. 

Fynboerne skal nemlig sørge for at nyde vejret søndag, for fra på mandag bliver det koldere og mere skyet. 

Endnu en dag med sol

Selvom søndagen starter med kun fire til fem graders varme i det fynske, så bliver det alligevel endnu en dag med dejligt forårsvejr.

I løbet af dagen vil temperaturerne med solens hjælp komme helt op over de 15 grader. Mange steder i det fynske vil der ikke være meget vind, og derfor vil det meget hurtigt komme til at føles meget varmere, når du går en tur på legepladsen eller andet uden for. 

- Som sædvanligt er det nok inde i landet, at der er bedst chance for at ramme de 14-15 graders varme. Den lette pålandsvind kan nemlig gøre det lidt køligere ude ved kysterne, fortæller vejrvært ved TV 2 Vejret Peter Tanev.  

Så vender vejret

Når søndag og weekenden er ved at være slut, vil det være det samme med det lune vejr på Fyn. 

Natten til mandag passerer en svag koldfront nemlig Fyn. Det kommer til at betyde, at der mandag og tirsdag vil være lidt køligere med lavere dagtemperaturer. Dog vil det stadig holde tørt i det fynske. 

I løbet af onsdag vil vinden blive mere frisk og kølig, og den vil skifte retning, så den kommer fra øst. Det kommer i den grad til at kunne mærkes på temperaturerne, der kommer helt ned på fem graders varme. Men det vil nok komme til at føles koldere, fordi vinden er kold. 

Hvis du er en natteravn, skal du sørge for at iføre dig varmt tøj. For fra mandag bliver temperaturerne om natten helt nede ved frysepunktet og derfor meget koldt.  

Oversigt

    Oversigt