To nye anholdelser i voldtægtssag

Politiets efterforskning i forbindelse med et voldtægtsforsøg lørdag i Odense tog onsdag middag en voldsom drejning. En 21-årig mand blev løsladt, mens politiet i huj og hast foretog to nye anholdelser på Vestfyn.

Den første anholdelse i sagen skete natten til onsdag, hvor en 21-årig litauere blev anholdt. Han er bosiddende på det kollegium, hvor en ung mand lørdag aften forsøgte at voldtage en 24-årige kvinde.

Men gennem efterforskningen fandt politiet ud af, at manden ikke havde noget med sagen at gøre, og i løbet af onsdag formiddag blev han løsladt igen.

Genkendte kasket

Onsdag middag fik politiet en henvendelse fra en mand på en større gård på Vestfyn. Ud fra signalementet kunne han genkende en kasket, og han mente derfor, at politiet burde se næmere på et par litauere på hans gård. 

Da litauerne samtidig skulle forlade Danmark onsdag eftermiddag fik Odense Politi pludselig travlt, og klokken 13 onsdag blev en 23-årig og 32-årig litauere anholdt.
 
Politiet mistænker én af de to mænd for at stå bag voldtægtsforsøget på den 24-årige kvinde lørdag aften på Teknisk Kollegium på Jagtvej i Odense.

Voldtægtsforsøget skete, da kvinden var ved at flytte ind på kollegiet. De to mænd tilbød at hjælpe hende, men da de kom op på værelset smækkede den ene mand døren i og forsøgte at hive bukserne af kvinden. Voldtægtsforsøget blev dog stoppet da kvinden lavet voldsomt postyr. 
 
Politiet vil senere onsdag afgøre om en eller begge mænd skal fremstilles i grundlovsforhør.

Oversigt

    Oversigt