Nye medier skal lokke flere i kirken

Kirken tager nu moderne kommunikationsmidler i brug for at lokke flere gæster til gudstjeneste. Thomas Kingo Kirke i Odense vil i næste uge blandt andet udnytte computere, video og lyd til at sprede det kristne budskab.

Den såkaldte interaktive multi media gudstjeneste har været planlagt i mere end en måned af 150 mennesker. Formålet har været at skabe nye og alternative måder at formidle de gamle ritualer og temaer på.

Den 3. og 4. november vil kirken åbne op for tilbygningerne og kirkegængerne vil kunne se og opleve det kristne budskab på helt nye måder. Der vil være musik af "laptop musikeren" Duplex og video og lyd med en række forskellige kunstnere.

Bag projektet står kunstneren Tine Louise Kortemand og præsten Eva Tøjner Götke fra Thomas Kingos Kirke. Gudstjenesten i næste uge er et forsøg på at bruge det visuelle formsprog for at se hvad det kan bidrage med i kirken.

De to gudstjeneste bliver holdt 3-4. november klokken 20.

Oversigt

    Oversigt