I det fynske folks tjeneste

Nye testcentre på Fyn kan teste op mod 10.000 om dagen

Mellem 3.000 og 10.000 fynboer kan testes om dagen. I Aarup, Ryslinge og Odense åbner de nye Falck-testcentre torsdag, hvor fynboerne kan få foretaget en hurtigtest.

01:05

Hurtigtestene er mindre sikre end en PCR-test, der benyttes i de almindelige testcentre. Hurtigstesten viser korrekte svar i 50 procent af tilfældene, hvor PCR-testen har en pålidelighed på 98 procent.  Video: Fotograf: Mikkel Skov Svendsen Redigering: Julie Lapp

Falck åbner torsdag tre nye testcentre på Fyn, hvor det vil være muligt for fynboerne at komme ind og få foretaget en gratis hurtigtest uden at booke tid i forvejen.

Læs også Overblik: Her er de vigtigste begivenheder under pandemien

Testcentrene kommer til at ligge på Billeskovvej i Aarup, på Hestehavevej i Ryslinge og i Odense Congress Center. Det fortæller Michael Sørensen, der er direktør i Falck.

- I opstartsfasen vil vi nok kunne teste 5.000 om dagen, men vi forventer at kunne teste mellem 3.000 og 10.000 på de tre centre om dagen, siger Michael Sørensen til TV 2 Fyn. 

Svar på et kvarter

Når hovedcentret i Odense åbner, vil det være døgnåbent - også hen over julen - bortset fra juleaften og nytårsnat. 

Fynboerne får mulighed for at få foretaget en såkaldt antigentest, der giver svar kort efter. 

- Det, der skiller sig væsentlig ud, er, at folk kommer ind og bliver testet. Det varer cirka fem minutter. Så tager de hjem, og så får de svar 15-20 minutter efter, forklarer Michael Sørensen.

Mindre sikker end almindelig coronatest

Testene er mindre sikre end PCR-test, der benyttes i de almindelige testcentre. Hurtigstesten viser korrekte svar i 50 procent af tilfældene, hvor PCR-testen har en pålidelighed på 98 procent. 

Fordelen ved hurtigtestene er, at borgerne får svar langt hurtigere og ikke skal booke tid inden.

- Hvis de er positive, bliver de ringet op og vejledt, siger Michael Sørensen. 

- Hvis de er negative, får de en sms. 

Sådan dækker testcentrene hele Fyn

Ud over hovedcentret i Odense Congress Center, hvor der er parkeringsplads til 500 biler i nærheden, etablerer Falck Testcenter Vest i Aarup, der dækker Assens Kommune og Middelfart-området.

Testcenter Øst i Ryslinge, der er placeret i de gamle Fabers Fabrikker, som også har fungeret som flygtningecenter, dækker Nyborg Kommune og Kerteminde-området.

På den måde vil fynboerne ikke have mere end 30 minutters transporttid til det nærmeste testcenter. 

Undgå kø

Ifølge Michael Sørensen overvejer man på et senere tidspunkt at oprette mindre centre i udkantsområderne, eksempelvis i Søndersø eller Svendborg. 

Han gør dog opmærksom på, at det er muligt at sætte ind mere fire mobile enheder i samarbejde med Region Syddanmark. 

I løbet af den kommende weekend forventer Michael Sørensen, at mellem 3.000 og 5.000 odenseanere kan blive testet i Odense. 

- De skal bare sætte sig i bilen eller op på cyklen og så tage derud. Der er ingen booking, siger Michael Sørensen.

Lang ventetid på almindelige test

Skal du ud og blive testet, kan du med fordel overveje at komme på tidspunkter, hvor der må forventes at være mindst mulig kø - eksempelvis tidligt om morgenen eller sent om aftenen.

De nye testcentre sættes ind i kampen om at få testet flest mulige, så man kan stoppe smittekæderne. De seneste uger har Danmark oplevet en voldsom stigning i antallet af smittede, blandt andet i Odense. 

Ifølge Testcenter Danmark har der i Odense været op mod ti dages ventetid på en coronatest. Der har også været et par dages ventetid i Svendborg.

Opdatering

  • 15. dec 2020 kl. 12:43 Artiklen er opdateret med en kommentar fra Odenses borgmester.

Borgmester: Behovet er stort i Odense

Åbningen af de nye Falck-testcentre glæder derfor Odenses borgmester. 

- Der er stadig mange smittede i Odense, og der er smittede i hele byen. Vi skal stå sammen om at få smitten ned, og et af de vigtige midler er at blive testet, så vi stopper smittekæderne. Derfor er jeg rigtig glad for, at der åbner et testcenter i Odense Congress Center, hvor der er gode tilkørselsmuligheder. Det kommer til at gavne både odenseanere og fynboer, siger Peter Rahbæk Juel (S).  

- Så sent som i går stod folk i en flere hundrede meter lang kø ved Korsløkkeparken for at blive testet, så behovet er stort for at øge testkapaciteten, fastslår han. 

Borgmesteren i Odense opfordrer odenseanerne og fynboerne til at holde afstand, når de står i kø ved testcentrene.