Nyt forsøg på at stoppe byggeri: Vil ændre status for hele Åløkkeskoven

By- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt forslår nu at frede en matrikel i den sydlige del af Åløkkeskoven. Matriklen ejes af Olav De Linde, der ellers havde byggeplaner på området.

Matrikel 27f. 

quote Det er meget vigtigt for mig som rådmand, at vi passer på vores bynære skove og grønne områder

Christoffer Lilleholt, by- og kulturrådmand, Odense, Venstre

For de fleste vil et sådant matrikelnavn ikke vække de store følelser, men får man først forklaret, hvor matriklen befinder sig, er det lige pludselig en helt anden historie. 

Det drejer sig nemlig om en lille snas af Åløkkeskoven, som ligger i den sydlige udkant. Og snasen tilhører ejendomsselskabet Olav De Linde - en matrikel, som har skabt stor debat, siden selskabet annoncerede, at de ønskede at opføre boliger lige netop dér. 

Grønt Danmarkskort

Men By- og Kulturudvalget skal på tirsdag den 15. marts tage stilling til en ny kommuneplan, som er grundlæggende for al fysisk planlægning i  kommunen.

Rådmand Christoffer Lilleholt har til den nye kommunaplan i sidste øjeblik foreslået en ændring i den omfattende plan - nemlig at lade netop matrikel 27f indgå i udpegningen af det såkaldte Grønne Danmarkskort, som er et kort over naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser.

- Det er meget vigtigt for mig som rådmand, at vi passer på vores bynære skove og grønne områder, og da jeg læste kommuneplanen igennem, kunne jeg ikke forstå, at netop matrikel 27f ikke allerede var en del af Grønt Danmarkskort, siger Christoffer Lilleholt til TV 2 Fyn. 

Til venstre ses en optegning af Olav De Lindes matrikel 27f. Til hørje ses et billede af det område, som rådmand Christoffer Lilleholt har forslået skal indgå i udpegningen af Grønt Danmarkskort.
Til venstre ses en optegning af Olav De Lindes matrikel 27f. Til hørje ses et billede af det område, som rådmand Christoffer Lilleholt har forslået skal indgå i udpegningen af Grønt Danmarkskort.
Foto: Odense Kommune / Collage

Forsøg på at stoppe bygeplaner

Kommuneplanen, som By- og Kulturudvalget endeligt skal vedtage 15. marts, kommer til at vare helt frem til 2032, og det var altså i gennemlæsningen af planen, at Christoffer Lilleholt mente, at også matrikel 27f bør inkluderes som en del af fredsskoven.

quote Ja, det er et forsøg på ikke at få gennemført byggeplaner lige netop der

Christoffer Lilleholt, by- og kulturrådmand, Odense, Venstre

- For mig at se handler det om at beskytte de grønne områder i Odense så meget som muligt, og jeg har indtil nu kun oplevet opbakning fra resten af udvalget til netop at beskytte de grønne områder, siger Christoffer Lilleholt. 

Men matrikel 27f har som sagt været omdrejningspunkt for megen debat, siden ejendomsselskabet annoncerede, at de ønskede at opføre boliger på grunden.

Og de byggeplaner har rådmanden siden starten været imod.

Er det her et forsøg på at sætte en endelig stopper for Olav De Lindes byggeplaner i området? 

- Jeg har fra starten meldt ud, at jeg ikke ønsker, at træer bliver fældet, for at der kan blive bygget nye ejendomme, og jeg mener stadig ikke, at de planer skal føres ud i livet, siger Christoffer Lilleholt. 

Så er det et forsøg på at sætte en stopper for byggeprojektet? 

Jeg ser det som en ekstra beskyttelse af skoven. Og ja, så er det også et forsøg på ikke at få gennemført byggeplaner lige netop der. Jeg er meget villig til at indgå samarbejder om andre byggeplaner andre steder i Odense, siger Christoffer Lilleholt.

Facebook må gerne fælde skov

Rådmanden slår dog i den forbindelse fast, at det vigtigste for ham er at bevare de bynære, grønne områder, og at det derfor er det, der ligger til grund for hans forslag.

Tilbage i januar 2021 var tonen dog en anden. Her annoncerede Facebook i Odense, at de ønskede at udvide med i alt 390.000 kvadratmeter. 

Men for at udvide kræver det, at to mindre fredsskove bliver fældet. I januar så Christoffer Lilleholt ikke et problem i at lade to skove fælde, for at udvide datacenteret.

Hvorfor må Olav De Linde ikke have lov til fjerne beplantning for at bygge på deres egen grund, når du ikke har et problem med, at en udvidelse af Facebook kræver fældning af to mindre fredsskove? 

- Skoven ved Facebook er for det første ikke offentlig tilgængelig, og den ligger midt i et industriområde. Skolen i Åløkke er derimod i høj grad tilgængelig. Desuden vil Facebook plante op mod dobbelt sa mange træer, som de fælder, et andet sted i Odense, siger Christoffer Lilleholt, og tilføjer: 

- Derfor kan jeg godt se logikken i at inddrage skoven ved Facebook.

Sagen om Olav De Lindes byggeri

Hvordan resten af By- og Kulturudvalget har modtaget rådmandens ændringsforslag er endnu ikke til at afgøre. I hvert fald fortæller medlem af By- og Kulturudvalget Anders W. Berthelsen fra socialdemokratiet, at de endnu ikke er klar til at udtale sig om forslaget, men at det bestemt er en aktuel sag i partiet og ikke mindst i udvalget.

Oversigt

    Oversigt