I det fynske folks tjeneste

Nyt tiltag skal redde fynske restauranter: - Det her gør, at vi ikke lukker med det samme

Flere fynske restauranter er i knæ, men et nyt initiativ skal hjælpe dem gennem corona-krisen.

På Restaurant HOS bliver man mødt af at skilt på døren, hvor der står, at der kun er åbent for takeaway. Foto: Michelle Hemme/Rastaurant HOS

Mens folk sidder hjemme for at undgå at sprede smitte, kæmper de fynske restauranter i øjeblikket for at overleve. Det betyder, at mange af spisestederne i stedet for den sædvanlige serveringen nu er gået over til at tilbyde takeaway.

Og det vil Mads Vindfeld Andersen, der står bag bloggen madsvin.com, gerne hjælpe med at udbrede budskabet om.

Læs også Jan betaler for manglende rengøring: - Det er en mikrohjælpepakke

Derfor har han i samarbejde med Gastromand.dk oprettet hjemmesiden spisudehjemme.dk, hvor fynboerne og resten af Danmark kan støtte deres lokale spisesteder og samtidig få den mad, de er vant til at gå ud at spise, fortæller han.

- Der kommer en tid efter corona, hvor mange af os igen gerne vil kunne sidde og nyde god mad og drikke på landets restauranter. Men uden deres gæster vil mange restauratører være nødsaget til at dreje nøglen om, hvis ikke vi støtter op omkring dem nu, siger han.

Et plaster på såret

Der kom allerede et drastisk fald i antallet af besøgende på restauranterne, efter statsminister Mette Frederiksens (S) pressemøde 11. marts. Men onsdag blev der indført en hastelov, der gjorde det forbudt for spisestederne at tage imod spisende gæster.

Fra det ene sekund til det næste mistede vi – og mange andre – stort set hele vores forretningsgrundlag

Michelle Hemme, ejer af Restaurant HOS

Og det ramte hårdt, fortæller ejerne bag Restaurant HOS i Odense, Jakob Spolum og Michelle Hemme.

- Fra det ene sekund til det næste mistede vi – og mange andre – stort set hele vores forretningsgrundlag. Vores restaurants overlevelse er afhængig af salget af takeaway, indtil krisen er ovre, siger Michelle Hemme.

I døren bliver kunderne informeret om, at der kun sælges takeaway og anvisninger om at holde afstand. Foto: Michelle Hemme/Rastaurant HOS

På Restaurant Brobygård i Broby er håbet også, at mad ud af huset kan hjælpe dem ud på den anden side.

- Vi har mistet mange selskaber, der lægger en større omsætning, og skal stadig betalte vores store, faste udgifter. Men takeaway er en stor hjælp i denne her tid og giver et plaster på såret, siger ejeren Kim Lei-Jensen, der også kan fortælle, at opbakningen fra kunderne er stor.

- Det her gør, at vi ikke lukker med det samme, men kan klare os lidt tid og finde et ben at stå på.

Efterlyser hjælp fra fynboerne

Håbet er, at hjemmesiden kan blive udbredt i hele landet, men det gøres bedst ved, at man lokalt hjælper med at holde den opdateret.

Læs også Økonomisk førstehjælp: Odense planlægger hjælpepakke til fritids- og kulturlivet

Derfor opfordrer Mads Vindfeld Andersen fynboerne til at melde ind, hvis der er en restaurant, der ikke allerede er på hjemmesiden, der tilbyder takeaway.

- Hvis man opdager en ny restaurant i sit nærområde, som er hoppet med på takeaway-vognen, så tøv ikke med at tilmelde den – vi har en formular på hjemmesiden til formålet. Så vil vi sørge for, at stedet kommer på listen og forhåbentlig på den måde kan redde noget af sin omsætning, siger han.