Nytårskur i kritisk lys

Der er ikke umiddelbart udsigt til, at flere fynske kommuner vil gå med i turist- og erhvervssamarbejdet Udvikling Fyn. Det var derfor et Udvikling Fyn i modvind, der tirsdag holdt nytårskur.

"Det er for dyrt at være med!", Sådan lyder det fra en af de kritiske røster fra en af medlemskommunerne. Og "Man får intet ud af at være med!" er holdningen fra en af politikerne i en ikke-medlemskommune.

Vil hellere have hjemmehjælpere

Sådan ser holdopstillingen for Udvikling Fyn ud efter de nye byrådsmedlemmer er tiltrådt.
Sådan ser holdopstillingen for Udvikling Fyn ud efter de nye byrådsmedlemmer er tiltrådt.

Udvikling Fyn, hvis opgave er at skabe vækst og fremme turismen på Fyn, modtager hvert år 82 millioner kroner fra de fem medlemskommuner, som er Odense, Svendborg, Assens, Nyborg Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune. Af dem betaler Odense Kommune 31,7 millioner kroner.

Men de penge mener Odenses nye ældrerådmand, Per Berga Rasmussen (Ø) ikke er givet godt nok ud. Han er imod, at der bliver brugt så mange penge på Udvikling Fyn, når der samtidig bliver sparet på de ældre.

- En hjemmehjælper koster 350.000 kroner, så for de penge vi bruger på Udvikling Fyn, kunne vi have haft 90 hjemmehjælpere i stedet for, siger Per Berga Rasmussen til TV 2/FYN.

Han opfordrer byrådet i Odense til at genoverveje sit medlemskab af Udvikling Fyn.

Odense-rådmanden er ikke alene med den kritik. Flere af de politikere, TV 2/FYN har talt med, mener at deres egen kommune kan løse opgaverne med erhvervs- og turismeudvikling bedre lokalt end centralt.

Og i Kerteminde, hvor man er associeret medlem af Udvikling Fyn, er kritikken fra formanden af det nyoprettede Turismeudvalg, Knud Ahrnkiel (DF) skarp.

- De kan ingenting, har aldrig kunnet noget og kommer heller ikke til det. Det eneste, de har kunnet, er at tage ejerskab til andres succes, siger han.

- Vi lytter både til ros og ris, men vi foretrækker, at det er underbygget af facts, og det synes, jeg ikke altid, at de er, siger formanden for Udvikling Fyn, Søren Skovbølling, som reaktion på kritikken.

Skal genfinde lokale ildsjæle

Udvikling Fyn holdt sin nytårskur på Hotel Nyborg Strand
Udvikling Fyn holdt sin nytårskur på Hotel Nyborg Strand

Stemningen ved nytårskuren, der blev holdt på Hotel Nyborg Strand, var høj trods kritikken.

- Vi har fået gode resultater for 2013, som vi er stolte over. Og de dokumenterer at vi skaber stor værdi for den indsats, vi yder. Men vi tror, at vi kan gøre det endnu bedre, siger Søren Skovbølling, der er bestyrelsesformand for Udvikling Fyn.

Målsætningen for Udvikling Fyn er stadig at få flere fuldgyldige medlemmer. Kun fem af de fynske kommuner er med i Udvikling Fyn. Tre kommuner er løst tilknyttet, mens Middelfart og Ærø står helt udenfor samarbejdet. Dét sammenholdt med kritikken får ny Udvikling Fyn til at ændre strategi for de kommende år. Man vil igen have mere fokus på lokale turistindsatser.

- Det går generelt godt inden for turisme på Fyn, men vi kan konstatere, at vi har mistet en del af de lokale ildsjæle, der har stået for en masse engagement. Det skal vi have fundet en løsning på, så vi kan få det genskabt, siger Søren Skovbølling.

Se indslag i kl. 22.20 på TV 2/FYN-kanalen eller kl. 23.05 på TV 2/FYN.

Læs mere om Udvikling Fyn på deres hjemmeside

Oversigt

    Oversigt