OB-anfører ser frem til vinterferie

Chris Sørensen glæder sig til at holde lidt fodboldfri efter OB's nedtur i Europa League.

OB's anfører, Chris Sørensen, var som resten af holdet en skuffet mand, da han mødte den samlede presse efter 1-2-nederlaget til Wisla Krakow torsdag aften.

Nederlaget betyder, at OB ikke længere kan avancere fra Europa Leagues gruppespil.

- Vi er skuffede igen, ligesom vi har været det mange gange på det sidste.

- Vi gav dem nogle nemme mål, hvor der var alt for lang afstand mellem os. Vi forsøgte at lægge et tryk på dem, men det var hele tiden lige ved og næsten, siger Chris Sørensen.

Anføreren mener, at fynboerne efterhånden trænger til en vinterpause.

- Det er brugbart for alle at komme lidt væk fra det hele, så vi kan få troen tilbage og starte på en frisk igen, siger han.

Sommerindkøbet Morten Skoubo fik for en gangs skyld chancen fra start mod Wisla Krakow, men angriberen kom ikke frem til ret mange chancer. Til gengæld kunne han se holdkammeraterne have flere skud på mål.

- Vi havde en del chancer, og selvom de også havde mange forsøg, kunne vi alt i alt godt have fået point. Da de scorede, ramte det os på selvtilliden, selvom vi forsøgte at komme tilbage, siger Morten Skoubo.

Efter en flot start på den europæiske kampagne er OB nu ude af Europa League inden sidste spillerunde, hvor man møder Fulham i London den 14. december.

Oversigt

    Oversigt