OB-direktør vil holde på sit succeshold

OBs direktør Kim Brink går i vinterens transfervindue efter at holde sammen på den flok spillere, der midtvejs i sæsonen ligner et kommende mesterskabshold.

Kim Brink har et ønske om at holde sammen på det OB-mandskab, der i øjeblikket topper SAS Ligaen. Derfor går direktøren efter, at der bliver få og helst ingen udskiftninger på holdet frem mod forårssæsonen.

- Vi har den trup, vi gerne vil have nu. Så vi går efter at minimere aktiviteterne i vinterens transfervindue, fastslår Kim Brink.

Direktørens primære fokus ligger i første omgang på at komme godt gennem efterårets to sidste kampe, hvor holdet møder HB Køge og FC København. Kim Brink tror, at det lykkes at holde konkurrenterne bagved.

- FCK kan stadigvæk vinde over os og gøre det tæt. Men jeg tror, at spillerne har så meget selvtillid nu, at de vil forsøge at gøre det færdigt inden vinterpausen, fortæller Kim Brink, der søndag overværede OB's 3-1-sejr på Brøndby Stadion.

Selv om Brøndby er otte point efter fynboerne, så vil han dog ikke sende konkurrenterne ud af mesterskabskampen.

- Brøndby er ikke ude af mesterskabet. Der har været tre-fire sæsoner i træk, hvor Brøndby og FCK førte med otte og ni point ved vinterpausen, og forspringet endte med at blive indhentet. Så det kan også ske i denne sæson. Der er 17 kampe tilbage og fortsat lang vej, fastslår Kim Brink.

Oversigt

    Oversigt