OB dominerede mod FC Midtjylland

OB testede fredag formen en sidste gang, inden sæsonen for alvor begynder i næste uge. Hjemme på Fionia Park blev DM-sølvvinderne fra FC Midtjylland slået med 3-0.

Brasilianske Bechara, Esben Hansen (på straffespark) og Mads Timm scorede de tre mål i en kamp, hvor OB førte 2-0 ved pausen.
- Det ser fornuftigt ud og det, der tilfredsstiller mig allermest, er, at vi skaber mange chancer, sagde den nye cheftræner Lars Olsen efter kampen til TV 2/FYN.

Han havde især store roser til den costaricanske midtbanespiller Christian Bolanos, der er ny mand i OB-trøjen.
- Han er en fremragende fodboldspiller - han kan nogle tricks - og vi skal nok få glæde af ham. Han bliver endnu bedre, tror jeg, sagde Lars Olsen.

Også norske Bengt Sæternes fik i dag fynsk hjemmebanedebut. Han skiftede i onsdags til OB fra norske Brann Bergen.

OB spiller næste torsdag første kvalifikationskamp til UEFA-cuppen på udebane i Irland mod Skt. Patricks, og fire dage senere er der fynsk premiere i Superligaen mod AGF.

Oversigt

    Oversigt