OB fik tæsk af bundholdet

Martin Braithwaites smukke hælspark satte Esbjerg i gang mod OB, der blev slået 3-0 på Blue Water Arena.

Så har alle superligahold prøvet at vinde i denne sæson.

Fredag aften meldte bundholdet Esbjerg sig som det sidste hold ind på sejrstavlen i den bedste række, da vestjyderne efter en flot og effektiv indsats vandt 3-0 over OB, og Martin Braithwaite hælscoring vil publikum huske længe.

3-0 var et bemærkelsesværdigt udfald af en underholdende kamp - også fordi Esbjerg ikke har slået fynboerne i de seneste 14 indbyrdes møder, men alle stimer ender på et tidspunkt, og her sluttede flere negative af slagsen altså for esbjergenserne.

Forskellen til tidligere Esbjerg-præstationer i denne sæson var egentlig ikke markant på andre punkter end et: Effektiviteten.

Også i flere af de tidligere kampe har man set vestjyderne komme blæsende mod modstandernes forsvar fra start. Også i andre kampe har de på den måde tilspillet sig et overtag og skabt flotte chancer.

Men denne gang undlod Jess Thorups mandskab utålmodigheden og de forhastede afslutninger. De fik spillet chancerne store nok, så et hold uden udprægede afsluttere kunne få de scoringer, som de har arbejdet så hårdt for i denne sæson.

Det hjalp selvfølgelig på tingene, at Martin Braithwaite rullede et stort nummer ud af støvlerne, da han med et perfekt hælspark sendte sit hold på vinderkurs.

Og da den rakethurtige angriber tre minutter senere udnyttede Jesper Langes intelligente frispilning, pegede alt i Esbjergs retning.

Det var egentlig ikke, fordi OB spillede nogen dårlig første halvleg, og både Morten Skoubo og Rasmus Falk skabte periodevis uro i hjemmeholdets forsvar, men store chancer fik fynboerne ikke skabt, før det var for sent.

Dermed var alt lagt op til en anden halvleg, hvor de kvikke esbjergensere ville få muligheder for at straffe et satsende OB-hold på kontrastød, men gæsternes forsvar var godt på plads, da Jesper Lange efter en time afgjorde kampen.

Et indlæg fra Jonas Knudsen dalede ned i hovedet på Lange, der med et lille buk kunne heade bolden ned i hjørnet bag Jesper Christiansen.

3-0, og så var der jubel på vestkysten, hvor Jess Thorup ikke er blevet træt af at fastslå, at hans hold var godt på vej, selv om sejrene udeblev.

Nu er Esbjerg foreløbig over stregen, i hvert fald indtil Silkeborg og Brøndby har spillet i denne weekend. OB tabte derimod et skridt i topstriden, hvor holdet stadig er placeret på fjerdepladsen.

Oversigt

    Oversigt